Her er Junckers investeringsplan for EU
Private investorer som pensionskasser skal få EU ud af investeringstørke og skabe vækst og job.
En ny EU-plan skal rejse mindst 2350 milliarder kroner til investeringer, der kan skabe vækst og beskæftigelse i Europa. Planen blev fremlagt i slutningen af november af Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen.
Den skal diskuteres torsdag på EU-topmødet i Bruxelles, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager. Her er hovedpunkterne i planen:
- EU-Kommissionen stiller lånegarantier for 119 milliarder kroner, og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kommer med 37 milliarder.
- Disse penge skal tiltrække 15 gange så mange penge fra private investorer, så den ny investeringsfond råder over 2350 milliarder kroner (315 milliarder euro).
- Milliarderne skal i 2015-2017 lånes ud til projekter, der styrker infrastruktur i EU - energi, internet, transport, uddannelse og forskning.
- Både små og mellemstore virksomheder kan søge, ligesom EU-Kommissionen forudser en række store, langsigtede projekter så som brobyggeri og andet.
- Et panel af uafhængige eksperter skal bedømme de indkomne projekter efter relevans og behov. Ingen EU-lande skal tilgodeses på forhånd.
- Samtidig vil EU-Kommissionen lancere en plan for, hvordan landene kan fjerne administrative flaskehalse, så investorer får trygge arbejdsbetingelser.
- EU's stats- og regeringschefer skal på topmødet diskutere planen, og også EU-Parlamentet skal behandle den. Pakken skal være på plads midt i 2015.
Kilde: EU-Kommissionen, EIB.