Britisk detailsalg svagere end ventet
Detailsalget i Storbritannien udviklede sig svagere end forudset i juni. Salget faldt med 0,9 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede et fald på 0,6 pct. i forhold til måneden før.
På årsbasis var der tale om en fremgang på 4,3 pct., men også her var tallet skuffende i forhold til forventningerne. Økonomerne havde ventet en fremgang på 5,0 pct. ifølge Bloomberg.
Tager man bil- og benzinsalget ud, var der en vækst i detailsalget på 3,9 pct. i juni, hvor briterne stemte om tilknytningen til EU. Analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 4,8 pct. på årsbasis i dette indeks.
Ritzau Finans