Kaosramt sommer gør verdensøkonomien usikker
Brexit, terror og amerikansk valgkamp gør de økonomiske udsigter usikre.
Årets sommer har indtil videre været fyldt med dramatiske begivenheder. Det er med til at skabe usikkerhed om den politiske fremtid og dermed usikkerhed om den globale økonomi, mener cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.
»Der er jo mildest talt sket noget denne sommer. Økonomisk set er det vigtigste brexit-afstemningen, men den generelle følelse af politisk usikkerhed er steget efter både terrorangreb, kupforsøg i Tyrkiet og måske i et vist omfang den amerikanske valgkamp - den politiske sigtbarhed er ikke for god,« siger han.
Las Olsen holder især øje med, hvordan sommerens mange begivenheder kommer til at påvirke investeringslysten hos virksomhederne. Det er nemlig i forvejen et ømt punkt.
»Investeringerne er i forvejen ikke alt for sprudlende. Det manglende i det opsving, der trods alt er, er virksomheders investeringer. Og al den politiske usikkerhed, der er, kan udskyde det endnu mere,« siger han.
De sidste par uger er det især attentater og terrorangreb i Frankrig og Tyskland, der har trukket overskrifter.
Ifølge Las Olsen har de tragiske angreb dog normalt ikke nogen længerevarende effekt på økonomien i sig selv. Det kan ses længere tilbage efter for eksempel den 11. september 2001, hvor økonomien hurtigt rettede sig op.
Angrebene kan dog få en effekt, hvis de medfører forandringer i den politiske verden, som er det Las Olsen følger mest med i.
»Det er ikke så meget terroren, der får stor økonomisk betydning, men mere den politiske udvikling med brexit, valgkamp i USA og mange andre andre valg i den kommende periode hvor man kan sige, at usikkerheden er større. Der er flere, der taler om at lukke grænser, og det ville gøre livet lidt sværere for virksomheder. Det kan gøre, at nogle holder lidt tilbage med investeringer,« siger han.
De endelige svar på spekulationerne kommer dog ikke lidt endnu. Las Olsen forventer således, at de første brugbare tal så småt begynder at komme om en måned, selvom man skal endnu længere frem for at kunne danne et helt billede.
»For de hårde tal om faktiske investeringer skal vi hen i slutningen af oktober for at få konkrete tal fra tredje kvartal. Så det er et puslespil, der meget langsomt bliver lagt,« siger han.