Vækstkrisen presser næste generation
I 200 år har vi været vant til, at den unge generation hele tiden får en bedre levestandard end forældrene. Men hvis vi ikke får mere gang i vores produktivitet, vil det ikke være tilfældet i fremtiden, viser nye analyse af dansk økonomi.
Alle danske forældre ønsker det bedste for deres børn. Men på den økonomiske front er det langtfra sikkert, at de nuværende forældre kan levere varen.
Den danske økonomi slider sig i øjeblikket gennem en svær vækstkrise med meget lidt fremgang i økonomien.
Hvis det fortsætter, kommer vi for første gang i den situation, at vores børn ender med at få et liv som voksne, hvor de ikke er rigere end deres forældre. Det viser en gennemgang af en række nøgletal for den danske økonomi, som Handelsbanken har udarbejdet for Berlingske Business.
Det er sket op til, at regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen i begyndelsen af næste uge fremlægger en 2025-plan for dansk økonomi. Analysen fra Handelsbanken viser med al tydelighed, at vi taber stort i vækstkapløbet i forhold til de andre europæiske lande set over de seneste ti år.
Derfor mener en række førende økonomer i Danske Bank, Handelsbanken og Dansk Erhverv, at der skal være et nyt hovedfokus i den kommende plan for dansk økonomi. De foregående planer har primært handlet om, hvordan de offentlige finanser kommer til at hænge sammen, efterhånden som danskerne lever længere og længere.
Men med en forhøjelse af pensionsalderen og en række andre reformer, som skal få danskerne til at arbejde noget mere, er de problemer mere eller mindre løst. De største udfordringer ligger nu et helt andet sted.
/ritzau/