Dansk økonomis store paradoks: Lav vækst og få ledige
Normalt følges et lavt niveau af ledige ad med høj vækst. Nu er væksten af dansk økonomi helt i bund, mens antallet af ledige pr. jobopslag er på det laveste niveau siden 2008, viser ny analyse fra Jyske Bank.
Det skriver Berlingske Business.
- Det er et kæmpe paradoks. Førhen talte vi om det håbløse opsving. Vi havde vækst, men så ikke nogen fremgang i beskæftigelsen. Nu er vi i den modsatte situation. Derfor er det også afgørende, at vi får set på at øge arbejdsudbuddet og får forbedret produktiviteten i forbindelse med 2025-planen, udtaler vicedirektør i DI, Kent Damsgaard, til Berlingske Business.
DI samt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser gerne, at arbejdskraftens mængde og sammensætning bliver et vigtigt element i regeringens kommende 2025-plan.
Dog er problemerne med at skaffe arbejdskraft endnu ikke på samme niveau som under den økonomiske optur i 2006 og 2007.
- Men fortsætter beskæftigelsen sin optur, kan vi være på vej i den retning. Vi har længe set mangel på efterspørgsel som en mindst lige så stor udfordring for konjunkturudviklingen som et halvpresset arbejdsmarked. Men vi er blevet overrasket over, at arbejdsmarkedet fortsætter ufortrødent frem trods et umiddelbart kun lunkent opsving, vurderer cheføkonom i Jyske Bank Niels Rønholt over for Berlingske Business.
Væksten for dansk økonomi ligger på omkring en pct. Som tommelfingerregel gælder, at væksten skal ligge på to pct., inden ledigheden falder.
Ritzau Finans