Irans tilbagekomst til oliemarkedet kan bane vej for aftale
Iran er ved at genvinde tidligere tiders niveau som olieproducent - og det kan betyde, at der kan komme en aftale i hus om fastfrysning af produktionen blandt verdens største olielande for at opnå højere priser.
Iran pumper rundt regnet 3,8 mio. tønder olie op om dagen og nærmer sig dermed målet om en daglig produktion på 4 mio. tønder, siger Mohsen Ghamsari, direktør for internationale relationer i det statsejede olieselskab National Iranian Oil, til Bloomberg News på en konference i Singapore.
Ghamsari sagde også, at Iran vil eksportere omkring 2,2 mio. tønder råolie om dagen i september og fastholde dette niveau indtil udgangen af året.
De olieeksporterende landes sammenslutning, Opec, ventes at holde møder med lande uden for sammenslutningen - blandt andre Rusland - i forbindelse med en konference i Algier i slutningen af måneden. Flere har opfordret til at få en aftale i stand, der lægger loft over produktionen, for at få råoliepriserne til at stabilisere sig.
Et tidligere forsøg på at fastfryse produktionen i april strandede, da Saudi-Arabien insisterede på, at Iran var med i aftalen.
- Når Iran kommer op på fuld kapacitet, vil landet sandsynligvis være mere åben over for at være med til at fastfryse produktionen sammen med Opec og Rusland, siger Jens Nærvig Pedersen, senioranalytiker i Danske Bank, til Bloomberg.
Saudi-Arabien og Rusland, der er verdens to største producenter af råolie, meddelte i mandags, at man vil samarbejde for at stabilisere de globale oliemarkeder - men der kom ikke noget konkret på bordet.
/ritzau/FINANS