Norge har fundet et nyt svar på olien. Men begår man samme brøler igen?
Investeringer i mursten overstiger nu investeringer i norsk olie. Og det er på mange måder en god forretning.
Den faldende oliepris har vist indikationer på, hvad der venter det norske samfund i tiden efter olieeventyret.
Og selvom nutidens prisniveau på olie presser det norske samfund, har landet opvejet faldet ved kraftigt at ekspandere inden for opførelse af nye boliger, fremgår det af en artikel fra Bloomberg News.
På baggrund af de rekordlave renter er investeringerne i boligsektoren i Norge steget 12 pct. over de seneste to år, og dermed overstiger disse nu investeringerne i olie – og gassektoren, hvilket har hjulpet landet fra at havne i en recession, efter at olieinvesteringerne er faldet 29 pct. over den samme periode, skriver Bloomberg News.
Vægten fra boligsektoren i den norske økonomi forventes blot at stige i fremtiden, mener Nordea.
»Økonomien får et kæmpe positivt løft fra boliginvesteringerne i takt med den negative påvirkning fra oliesektoren,« udtaler analytiker fra Nordea Eric Bruce til Bloomberg News.
»Faktisk er stødet fra boliginvesteringerne stærkere, fordi vi generelt producerer alt til sektoren selv,« fortsætter Bruce.
I den norske boligsektor udgør importen blot af 20 pct. af den samlede produktion, imens importandelen, ifølge data fra Bloomberg News, er dobbelt så høj (40 pct.) for olieindustrien.
Norges ejerskab af verdens største statslige investeringsfond har dog også hjulpet på aktiviteten, og regeringen har i år valgt at skyde et rekordstort beløb ud i økonomien for at understøtte den.
Det næste store spørgsmål er derfor, hvorvidt Norge kan forblive afhængige af boligsektoren, da netop konsekvenserne af olieprisfaldet er et bevis på, hvad overafhængighed af en sektor kan betyde for et samfund som det norske.
Fortsætter landet med at overeksponere sig i boliginvesteringer og hvis huspriserne falder, kan det vise sig, at man har begået netop samme fejl igen.
Aktiefokus