Oktoberfesten giver økonomer hovedpine
Den tyske Oktoberfest, der hvert år holdes i den bayerske hovedstad München, giver økonomer hovedpine og priserne vil sikkert også ærgre nogle af de besøgende.
Bloomberg News skriver nemlig, at økonomer, som har fulgt den lave tyske inflation over de seneste tre år, vil have svært ved at forstå de priser, de bliver mødt med, når de bestiller deres første øl.
Den 206-årige festival, der blev skudt i gang i lørdags, vil sælge literkander med øl til en gennemsnitspris på 10,54 euro, hvilket er 3 pct. mere end sidste år.
Men ifølge økonomerne Tobias Ruehl og Thomas Strobel fra finanshuset UniCredit, så vil de samlede omkostninger for at besøge Oktoberfesten også kaldet Wiesn stige med mere end de 3 pct. Det skyldes primært en prisstigning på den traditionelle stegte kylling. Og det er et forvirrende fænomen, idet Tysklands fjerkræpriser ellers er faldet i løbet af de seneste to år.
Stigningerne i både ølprisen og prisen på kyllinger på Oktoberfesten overgår Tysklands nuværende inflation på 0,3 pct. En kande øl er mere end dobbelt så dyr som i 1985, hvor den kostede 6,2 D-mark. De tyske forbrugerpriser er kun steget med 69,7 pct. i samme periode.
Normal økonomisk teori forudser, at sådan en stigning vil få forbrugerne til at købe mindre af det gode varer, men de to økonomer fra UniCredit vurderer, at et andet sæt regler er styrende for Oktoberfesten.
De taler i stedet om et gode, hvor folk forbruger mere i takt med at prisen stiger, et såkaldt giffen-gode.
Et eksempel på fænomenet er et studie af fattige kinesiske husholdninger, som forbruger mere ris fordi alternativer såsom kød ikke er til at betale.
Til Oktoberfesten stiger ølforbruget, fordi der mangler alternative drikkevarer inde i de store telte. Og så er de besøgene nødt til at købe de varer ,der bliver udbudt.
Oktoberfesten i München løber i år fra 17. september til 3. oktober og hvert år deltager i omegnen af 6 mio. mennesker. Under den 16 dage lange festival i 2013 blev der drukket 7,7 mio. liter øl.
Aktiefokus