ECB's opkøb af virksomhedsobligationer sætter rekord
Den Europæiske Centralbank køber som led i sit forsøg på at sætte skub i den europæiske økonomi obligationer for milliarder af euro. Det gælder ikke mindst de mere kontroversielle obligationer i virksomheder. Og i sidste uge satte centralbanken rekord med opkøb af virksomhedsobligationer for 2,657 mia. euro, svarende til 19,8 mia. kr. Det skriver Financial Times.
Beløbet er det højeste, siden Den Europæiske Centralbank, ECB, i juni udvidede sit stimulusprogram til også at omfatte virksomhedsobligationer.
Samlet har ECB nu købt obligationer i virksomheder til 25,6 mia. euro, og indvirkningen er da også tydelig. Den gennemsnitlige rente på en virksomhedsobligation i eurozonen ramte et lavpunkt på 0,57 pct. tidligere på måneden. Til sammenligning lå den på 1,5 pct. på samme tidspunkt sidste år.
Inkluderer man også statsobligationer, har ECB over det seneste omkring halvandet år købt for over 1000 mia. euro obligationer som led i sit stimulusprogram.
Målene for inflation og vækst er ikke blevet opnået. Og i takt med, at der bliver færre og færre fornuftige statsobligationer at købe, er centralbanken altså også begyndt at gå efter mere risikofyldte virksomhedsobligationer.
Ifølge Jacob Graven fra Sydbank ville et stimuliprogram som det nuværende fra ECB da også have været utænkeligt for få år siden.
- Man må sige, at opkøbene allerede er kontroversielle, fordi man opkøber virksomhedsobligationer, hvor ikke alle har så høj en kreditværdighed, har cheføkonomen tidligere påpeget over for Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS