- Artiklen opdateres
Den amerikanske centralbank holdt renten i ro, men...
USA's centralbankchef Janet Yellen holdt som ventet fingeren fra renteknappen på onsdagens møde.
Der var ingen overraskelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag gjorde, som markederne forventede, og fastholdt renten på 0,5 pct.
Men centralbankchef Janet Yellen understregede, at en renteforhøjelse på 0,25 pct.point lurer lige om hjørnet - formentlig senere i indeværende år.
Hun sagde nemlig, at der er meget, som taler for en renteforhøjelse, men alligevel har centralbanken altså besluttet at bevare status quo.
Tre medlemmer af centralbanken havde gerne set en forhøjelse allerede i dag.
»Det forløb stort set som forventet. FED (den amerikanske centralbank, red.) signalerede dog tydeligt, at den er meget opsat på at få sat renten op. Ingen regner med, at det sker i november som følge af det amerikanske præsidentvalg, så forventningen er, at rentestigningen kommer på decembermødet,« siger Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.
De nedjusterer, hvor mange renteforhøjelser der er i udsigt i 2017 fra tre til to.
Han hæfter sig især ved én bestemt sætning i den meddelelse, som centralbanken netop har sendt ud.
»De genetablerer sætningen om, at de økonomiske risici stort set er i balance. Det gjorde FED også umiddelbart før, den sidst hævede renten,« siger Jes Asmussen.
Han peger også på, at centralbanken forsøger at tage brodden af de værste markedsreaktioner.
»De nedjusterer, hvor mange renteforhøjelser der er i udsigt i 2017 fra tre til to. På den måde piller man lidt af de værste, negative reaktioner,« siger Jes Asmussen.
Vores syn er i øjeblikket, at den amerikanske centralbank ikke sætter renten op i år.
Danske Bank er dog ikke helt overbevist om, at centralbanken hæver renten til december – det skyldes en splittet centralbankkomité, hvor tre medlemmer måske nok vil have renten op med det samme, mens andre tre medlemmer slet ikke vil have rentestigninger i år.
»Vores syn er i øjeblikket, at den amerikanske centralbank ikke sætter renten op i år, men det er klart, at med en så splittet komité, så er det ikke usandsynligt, at renten bliver sat op senere på året – i så fald virker december efter præsidentvalget nok mere sandsynligt end november,« siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.