Godt nyt: 1.600 flere arbejdsløse
Længere kø på jobcentrene kan være med til at sikre et mere stabilt økonomisk opsving.
Umiddelbart lyder det negativt. Arbejdsløsheden er på en måned steget med 1.600 personer og ligger højere end forventet. Men faktisk kan det være godt nyt, også selv om det er femte måned i træk, at ledigheden stiger.
»Det bør dog ikke tolkes som et tegn på, at arbejdsmarkedet nu viser svaghedstegn,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at det sæsonkorrigerede antal af bruttoledige steg til 115.847 personer. Bruttoledigheden omfatter både registrerede ledige og aktiverede dagpenge- og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.
Men hvorfor er det godt nyt, at der er blevet flere arbejdsløse?
Årsagen til stigningen er, at flere personer på integrationsydelse visiteres som jobparate. Siden oktober 2016 er antallet af bruttoledige på integrationsydelse steget med omkring 7.000 personer ifølge Danmarks Statistik.
At det netop er blandt flygtninge og indvandrere, at antallet af jobparate stiger, er en rigtig god nyhed for arbejdsmarkedet.
»Der mangler hænder på det danske arbejdsmarked, og beskæftigelsen blandt flygtninge og indvandrere er et af de steder, hvor der er et stort potentiale til at forbedre den situation. Så det er glædeligt, at vi nu kan se, at de kommer tættere på arbejdsmarkedet,« siger Søren Kristensen, makroøkonom i Sydbank.
Generelt er der gang i et opsving i dansk økonomi med stigende dankortomsætning og bilsalg, som er to gode indikatorer på økonomisk fremgang.
»Det økonomiske opsving kører fint lige nu, og derfor er det vigtigt, at vi ikke løber tør for arbejdskraft. Hvis vi vil være sikre på, at opsvinget udvikler sig stabilt, er der behov for at trække yderligere arbejdskraft ind i arbejdsstyrken, så vi undgår flaskehalsproblemer,« siger Tore Stramer.