Politik

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om coronasituationen kl. 18. Følg det her på Finans.dk.

V-spidskandidat: »Jeg betaler for min bryllupsreception lige meget hvad«

Venstres spidskandidat i København vil nu betale for lån af rådhussalen i forbindelse med sin bryllupsreception.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) stiller op til Kommunalvalget 2017 som spidskandidat for Venstre i Københavns Kommune. Hun har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Foto: Ivan Riordan Boll

- Jeg betaler, så snart jeg får en regning fra kommunen, siger Venstres spidskandidat i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard, til TV 2 Lorry.

Dermed ønsker spidskandidaten at få lukket for en sag om gratis lån af lokaler på Københavns Rådhus i forbindelse med en privat bryllupsreception i 2012.

Sagen minder til forveksling om den, der for blot to uger siden endte med at tvinge beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, fra embedet som borgmester og som spidskandidat for Radikale Venstre.

Siden Anna Mee-sagen er det kommet frem, at flere politikere har brugt lokaler på Københavns Rådhus til private arrangementer - herunder Cecilia Lonning-Skovgaard.

De seneste dage har flere medier, blandt andet Radio24syv, lagt massivt pres på Venstre-spidsen, for at få hende til at fortælle, om hun vil betale for lokalerne, som Anna Mee Allerslev endte med at gøre.

Onsdag melder Cecilia Lonning-Skovgaard, at hun for syv uger siden satte gang i processen for at få betalt for lokalerne, hun brugte til sin bryllupsreception i 2012.

Hvad er status med den her sag med leje af lokaler?

- Status er, at jeg for syv uger siden henvendte mig til kommunen for at få at vide, hvad det er jeg skylder for lokaleleje. Det har jeg ikke kunne få oplyst endnu. Og jeg har to gange efterfølgende rykket for at få en regning, siger Cecilia Lonning-Skovgaard til TV 2 Lorry, der slår fast, at hun vil betale regningen uanset hvad redegørelsen til Ankestyrelsen kommer frem til.

Du er blevet spurgt om det her før af Radio24syv. Nu spørger jeg dig så igen: Synes du, at det er fair, at du er blevet stillet det her lokale til rådighed til dit bryllup uden at betale for det?

- Nej. Og spørger du, om jeg igen ville holde en reception, hvor jeg går ud fra, at jeg kan gøre det uden at betale for det, så er svaret selvfølgelig nej, siger Lonning-Skovgaard, der for bare to dage siden afviste Radio24syvs spørgsmål i samme sag med henvisning til, at hun afventede redegørelsen.

Politikeren været kritiseret for ikke at stå frem til Radio24syv, og hun erkender, at hun kunne have håndteret sagen bedre.

- Det er klart, at jeg er ny spidskandidat, og der er også nogle ting, som jeg skal lære i forhold til pressehåndtering. Og ja - noget af det her kunne godt have været håndteret kønnere, siger Cecilia Lonning-Skovgaard til TV 2 Lorry.

BRANCHENYT
Læs også