Politik
0

Løkke varsler markant omlægning af udlændingepolitikken

Lars Løkke Rasmussen vil nu sætte sig selv i spidsen for en ny udlændingepolitik, der skal sende syrere hjem.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Nicolai Tobias

Regeringen og Dansk Folkeparti kan være på vej til at gennemføre et "paradigmeskift" i udlændingepolitikken.

Sådan må man i hvert fald forstå statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at han onsdag aften har forhandlet med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Vi vil se på, hvordan vi kan sikre, at folk, der har fået midlertidig asyl i Danmark, rent faktisk også kun er her midlertidigt og vender tilbage, når omstændighederne er til det.

- Jo hurtigere, vi kan komme i mål med det hele, jo bedre. Vi skal i mål med det hele, siger Løkke.

Han henviser dermed til, at regeringen og DF ud over udlændingestramninger også forhandler om finansloven for 2018 samt en aftale om lavere skat.

Efter mødet i Statsministeriet onsdag aften er Løkke optimistisk i forhold til at lande alle tre ting.

Mens finanslov og skat fortsat skal forhandles i Finansministeriet, vil statsministeren nu sætte sig selv i spidsen for udlændingeforhandlingerne:

- Jeg vil holde møder i Statsministeriet omkring udlændingepolitikken for at se, om vi kan lave et paradigmeskift for de personer, som er midlertidigt beskyttet i Danmark.

Han henviser til de 4200 syrere, som har fået tildelt midlertidig beskyttelse i Danmark efter den særlige paragraf 7, stk. 3.

Det er denne gruppe af flygtninge, som må vente tre år på familiesammenføring, fordi de ikke er individuelt forfulgte, men er flygtet fra krig.

Meldingen fra statsministeren kommer, efter at han tidligere onsdag åbnede for at se på, om Danmark kan hjælpe syrerne tilbage til Syrien.

Det kan måske få betydning for, om de berørte syrere overhovedet kan nå at få familiesammenføring i Danmark.

En del af dem er formentlig kommet til Danmark i 2015 og stod derfor - efter tre års venten - til at få deres familie til Danmark næste år.

Men hvis syrerne selv står til at skulle hjem, kan deres familiesammenføringssager måske blive stillet i bero. Det har DF talt for i forhandlingerne.

Kristian Thulesen Dahl kvitterer efter mødet for åbningen:

- Det er rigtig godt, at statsministeren har tiltro til, at der kan komme fremdrift i forhandlingerne om en ny udlændingepolitik. At han selv går ind i forhandlingerne taler for, at vi kan komme videre af det spor.

- Sådan er det, når en statsminister kaster sig ind i arbejdet selv. Så sætter han også noget prestige ind på, at det rent faktisk lykkes.

DF-formanden tror dog, at der vil gå noget tid, før en udlændingeaftale kan lande.

- Når det gælder udlændingepolitikken, oplever vi gang på gang, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvad vi kan blive enige om politisk. Det er også et spørgsmål om jura, fordi Danmark er bundet ind i et hav af internationale aftaler og EU-jura.

- Vi skal have svar fra Justitsministeriet om, hvad der kan lade sig gøre, og det tager tid, siger Thulesen Dahl.

BRANCHENYT
Læs også