Politik

Vestager uddeler milliardbøder for karteller om biler

Vestager giver bøder til rederier, der fragter nye biler, og til leverandører af tændrør og bremsesystemer.

European Commissioner for Competition Margrethe Vestager speaks during a media conference at EU headquarters in Brussels on Wednesday, Oct. 21, 2015. The European Union is demanding that U.S. coffee chain Starbucks and carmaker Fiat repay up to 30 million euros ($34 million) each in tax breaks they received from EU nations, in a major ruling to cut down on sweet tax deals global multinationals often shop for. (AP Photo/Virginia Mayo)
NICA ID: 50597334

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, uddeler bøder til tre forskellige karteller, der har været med til at gøre biler dyrere.

Samlet løber bøderne op i 546 millioner euro. Det er omkring fire milliarder kroner.

Bøderne går til rederier, der fragter nye biler og lastbiler til og fra Europa, og til leverandører af tændrør og bremsesystemer.

Margrethe Vestager siger, at kartellerne har skadet europæiske forbrugere ved at hæve omkostninger på transport og komponenter.

De har også skadet konkurrenceevnen i den europæiske bilindustri, hvor 12 millioner mennesker arbejder i EU.

- Vi tolererer ikke konkurrencebegrænsende adfærd, der påvirker europæiske forbrugere og industrier, siger Margrethe Vestager.

Hun siger, at EU-landene alene i 2016 eksporterede biler ud af EU til en samlet værdi af 190 milliarder euro. Det er over 1400 milliarder kroner.

- Så et kartel som på søtransport, der hæver prisen på at eksportere biler, er en trussel for europæisk industri og arbejdspladser, siger Vestager.

EU har allerede uddelt bøder på over seks milliarder euro i ti sager om forvridning af konkurrencen på markedet for biler og lastbiler. Det svarer til omkring 45 milliarder kroner.

Og jagten vil fortsætte, hver gang der er noget at komme efter, lyder det.

- Vi vil være aktive på dette område, så længe vi bliver ved med at finde selskaber, der håber at få større overskud ved at konspirere i stedet for at konkurrere, siger Vestager.

Læs også
Top job