Politik

FOA-formand stopper snart - men fortsætter som OK-forhandler

Dennis Kristensen bliver som OK-forhandler, selvom han går af som FOA-formand i slutningen af april, oplyser fagforbundet nu til DR.

Dennis Kristensen står alligevel ikke til at forlade OK-forhandlingsforløb på ubelejligt tidspunkt, efter FOA-bestyrelsen har givet ham mandat til at fortsætte som forhandler. Foto: Jørgen True/Studie-E

Onsdag d. 25. april er Dennis Kristensens tid som FOA-formand ovre. Men det betyder ikke, at den mangeårige fagforeningsboss forlader OK-forhandlingerne, hvis de stadig skulle være i gang til den tid.

Det gør FOA nu klart, efter fagforbundet har fundet en metode, hvor egne regler giver plads til at lade den afgående formand fortsætte som forhandler. Finans har tidligere beskrevet problematikken.

»Hvis situationen derefter (ved kongressen d. 25 maj, red.) er, at vi ikke er gået i konflikt, eller at der ikke foreligger en mæglingsskitse eller et forlig, så giver vi som hovedbestyrelse Dennis Kristensen mandat til at være FOA's chefforhandler,« siger FOA-næstformand Mona Striib til DR.

Ifølge næstformanden, der også selv er kandidat til topposten, havde det ikke givet mening at lade en ny formand tage over så sent i forhandlingsforløbet.

»Selvom vi koordinerer tæt i forløbet, er det helt anderledes at være inde i selve orkanens øje. Og den position skal vi bevare som organisation. Man går ikke ind ad døren som ny forhandler på dette tidspunkt i forløbet og beder parterne om at gentage det, de har siddet og forhandlet om,« siger FOA-næstformanden til DR.

Dennis Kristensen er næstformand i de offentligt ansattes forhandlingsfællesskab, og FOA havde faktisk allerede en gang udskudt den kongres, hvor han efter reglerne skulle træde af som formand netop på grund af forhandlingerne.

For indeværende står en eventuel konflikt da også til at blive sat i gang tre dage før, Dennis Kristensen går af d. 25. april, men forligsmanden har mulighed for at udskyde det skridt i processen med 14 dage.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også