- Opdateret 15/08/2018 kl. 06:24
Putin vil mødes med Kim Jong-un snarest muligt
I et brev skriver Putin, at forholdet mellem Rusland og Nordkorea udvikler sig i en "venskabelig retning".
Ruslands præsident, Vladimir Putin, ønsker at holde et personligt møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Det skriver den russiske præsident i et brev til Kim Jong-un, rapporterer det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
- Jeg forsikrer dig, at jeg er klar til at møde dig i den nærmeste fremtid for at drøfte presserende emner angående bilaterale relationer og vigtige regionale problemer, skriver Vladimir Putin til Kim Jong-un.
I brevet skriver Putin desuden, at forholdet mellem Rusland og Nordkorea udvikler sig i en "venskabelig og konstruktiv retning".
Putin håber, at de vil kunne "udvikle et gensidigt, fordelagtigt samarbejde", som involverer både Rusland, Nordkorea og Sydkorea.
Brevet er sendt til Kim Jong-un i anledning af Befrielsesdagen 15. august, som markerer den dag, hvor Japans herredømme over Den Koreanske Halvø fra 1910 til 1945 sluttede.
Den russiske præsident har tidligere inviteret Kim Jong-un til Rusland.
Eksempelvis har Rusland luftet idéen om, at den nordkoreanske leder kunne besøge Rusland som et led i et økonomisk forum, der skal afholdes i den østlige by Vladivostok i september. Men den plan er endnu ikke bekræftet fra Nordkoreansk side.
I juli oplyste Alexander Matsegora, som er russisk ambassadør i Nordkorea, at et topmøde mellem lederne for Rusland og Nordkorea var "på dagsordenen".
I samme ombæring vil det være "logisk" at se på, om sanktionerne mod Nordkorea kan lempes, tilføjede ambassadøren.
Ruslands præsident mødtes med USA's præsident, Donald Trump, i den finske hovedstad, Helsinki, den 16. juli. Det var Putins første officielle topmøde med Trump.
Også Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har i juni mødtes med den amerikanske præsident for første gang.
/ritzau/