Serier

Ny hvidvaskpakke vil mangedoble bødestraffen til banker

Bødestraffen for banker, der er involveret i hvidvask, skal ottedobles. Sådan lyder et af initiativerne i en ny hvidvaskpakke, som et flertal af Folketingets partier onsdag er blevet enige om.

Hvidvask i Danske Bank
Pressemøde om en ny politisk aftale vedrørende hvidvask og terrorfinansiering. Fra venstre er det May-Britt Kattrup (LA), Morten Østergaard (R), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Morten Bødskov (S) og Torsten Schack Pedersen (V). Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Danske banker, der er indblandet i hvidvasksager, kan fremover se frem til at blive ramt hårdt på pengepungen.

Det er konsekvensen af en ny politisk aftale, som onsdag eftermiddag blev præsenteret i Erhvervsministeriet. Aftalen bliver præsenteret samme dag, som Danske Bank har offentliggjort sin egen hvidvaskrapport.

»Vi får en af Europas hårdeste hvidvasklovgivninger,« siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Bag aftalen står regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF.

Konkret indeholder aftalen otte overordnede initiativer, der skal være med til at bekæmpe hvidvask.

Den nye hvidvaskaftale
  1. En ottedobling af bøderne for overtrædelse af hvidvaskloven,der sikrer, at det danske bødeniveau vil ligge i den absolutte top i Europa

  2. Fast track-ordning i Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) til håndtering af underretninger om særligt mistænkelige transaktioner

  3. Udvidelse af fit & proper-krav til hvidvaskansvarlige og samtlige nøglepersoner i pengeinstitutter

  4. Krav om at pengeinstitutter og udbydere af betalingstjenester udarbejder en politik for sund virksomhedskultur

  5. Krav om dokumenteret opfølgning på henvendelser til virksomheders whistleblowerordning

  6. Forbud mod anvendelsen af 500 eurosedler i Danmark

  7. Undersøgelse af mulighederne for at stramme medvirken-ansvaret ved undladelser eller passivitet i hvidvasksager

  8. Aktiv dansk deltagelse i det kommende internationale arbejde med at styrke samarbejdet om bekæmpelse af hvidvask på tværs af lande.

Kilde: Erhvervsministeriet.

Mest opsigtsvækkende er det, at bødestørrelsen står til at blive skærpet kraftigt over for banker, der er involveret i hvidvasksager.

»Aftalen indebærer en markant skærpelse af bødeniveauet, som ottedobles for hvidvask i store danske banker. Dermed får vi formentlig et af de højeste bødeniveauer i Europa,« siger Rasmus Jarlov.

»Hvis en bank i fremtiden har en fortjeneste på 1,5 mia. på mistænkelige transaktioner, som ikke burde have fundet sted, vil der være et bødeniveau på mellem 24-30 mia. kr.,« tilføjer erhvervsministeren.

Netop 1,5 mia. kr. svarer til den bruttoindtjening på potentiel hvidvask, som Danske Bank selv har anslået, at banken har tjent på sagen i den estiske filial.

Samtidig strammes kravene også til personer, der står i spidsen for de danske banker. Fremover kan det koste en bankdirektør retten til at bestride sit erhverv, hvis banken f.eks. ikke har sørget for en tilstrækkelig indsats mod hvidvask.

»Der indføres også skærpede muligheder for at nægte bankdirektører og andet nøglepersonel retten til at drive bank i Danmark, hvis de har været involveret i hvidvask, eller hvis de mangler kompetencer eller den rette erfaring,« siger Rasmus Jarlov.

Derudover indeholder aftalen også et forbud mod at anvende 500-eurosedler i Danmark, da det oftest er kriminelle, der bruger dem.

Hos SF glæder man sig over aftalen.

»Det er åbenlyst, der er et sammenfald mellem de her hvidvaskinitiativer og Danske Bank-sagen. Det har været vigtigt, at vi får en af de hårdeste og strammeste lovgivningen i Europa,« siger partiets erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Læs også
Top job