Serier

Medie: May har indgået brexit-aftale om EU-adgang for britiske banker

Den britiske premierminister har indgået en foreløbig aftale med EU's brexitforhandlere om fremtidig adgang for den britiske finanssektor, skriver The Times.

Brexit - britisk farvel til EU
May har endelig fået et gennembrud i brexit-forhandlingerne. Ifølge The Times er EU og Storbritannien tentativt enige om en aftale for servicesektoren, herunder Storbritanniens dominerende finanssektor. Foto: Ritzau Scanpix/Daniel Leal-olivas

SAN FRANCISCO/LONDON

I noget der ligner et reelt gennembrud i brexit-forhandlingerne har Theresa May indgået en aftale, som også efter brexit vil sikre den britiske finanssektor adgang til EU’s fællesmarked.

Det skriver den britiske avis The Times på baggrund af unavngivne regeringskilder. Det er ikke bekræftet fra anden side.

Der er tale om en foreløbig aftale mellem den britiske premierminister og EU’s brexitforhandlere, og den inkluderer ifølge The Times alle aspekter på området, herunder udveksling af data.

Den vil give britiske banker adgang til det øvrige af Europas markeder, så længe reguleringen af den britiske finanssektor i det store hele fortsætter med at følge EU’s regler.

Nyheden om en aftale var medvirkende til, at pundet torsdag morgen steg med 0,9 pct. mod dollaren og det halve mod euroen.

De seneste dage har været præget af en stigende forventning om, at en aftale kan være nær.

Theresa May sagde i sidste uge i Underhuset, at 95 pct. af skilsmisseaftalen fra EU var på plads, hvilket hun ifølge avisen Financial Times gentog ved en sammenkomst i London med 130 topchefer fra selskaber såsom Aston Martin og EasyJet. Her efterlod hun et indtryk af, at en aftale var nært forstående. En topchef beskrev May som »meget optimistisk« om udsigten til en snarlig aftale. Med bare fem måneder til Storbritanniens officielle udtræden den 29. marts 2019 er mange topchefer utålmodige efter at få en konkret aftale på plads, så de ved, hvad de har at forholde sig til.

Finanssektoren er afgørende for britisk økonomi og udgjorde ifølge 2017-tal 6,5 pct. af Storbritanniens bruttonationalprodukt. London er sammen med New York verdens finanshovedstad. En væsentlig del finanssektorens indtægter kommer fra EU, hvor de britiske banker på grund af EU-medlemsskabet i dag kan operere frit.

Der er også kommet positive toner fra brexit-minister Dominic Raab.

I et brev, der kom frem onsdag, til Underhusets brexitudvalg skrev han, at han gerne ville mødes, når en brexit-aftale var på plads, og at dette så kunne blive den 21. november. Dette forsøgte regeringen dog senere at trække i land ved at understrege, at der ikke er nogen fast slutdato for forhandlingerne, men ikke desto udkom både finansavisen City A.M. og pro-brexit-avisen Daily Express torsdag morgen med forsider om, at en brexit-aftale er nær.

EU’s stats- og regeringschefer skal - hvis der kommer tilstrækkeligt med fremskridt i forhandlingerne - mødes til et brexit-topmøde i Bruxelles den 17. og 18. november.

Raabs brev efterlod stadig indtryk af, at der er kommet ny medvind i forhandlingerne.

Hvordan man undgår en såkaldt ”hård” grænse mellem Irland og Nordirland vækker dog stadig bekymring, erkendte han. Men »trods uenigheden« er Storbritannien og EU »ikke langt fra en aftale.«

»Målstregen er bestemt i sigte,« fortsatte han.

Internationale banker med hovedsæde i Storbritannien har været nødt til at reorganisere sig for at forberede sig på brexit fra marts 2019. Mange har allerede åbnet kontorer i byer som Paris eller Frankfurt for fortsat at kunne operere i EU, uanset hvordan en aftale med EU kommer til at se ud.

Ifølge The Times er EU parat til at acceptere, at Storbritannien har en regulering, der ”svarer” til EU’s. Princippet om ”tilsvarende regler” skal ifølge den britiske avis udvides til at også at styre en bredere handelsaftale.


En anden væsentlig del af serviceaftalen er angiveligt, at ingen af parterne ensidigt vil udelukke markedsadgang for den anden, uden at sagen rejses ved en uafhængig voldgiftsdomstol.

Der skal også være en længere adviseringsperiode end de nuværende 30 dage, hvis et land vil lukke for markedsadgangen.

Brexit-forhandlingerne er i to parallelle spor. Dels en skilsmisseaftale med bl.a. størrelsen på skilsmisseregningen til briterne. Her er det meget vanskelige spørgsmål om den irsk-nordirske grænse også puttet ind. Det andet spor er det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU. Det skal først forhandles på plads senere, men der skal laves en politisk erklæring om de store linjer på forhånd.

For Downing Street 10 er det vigtigt, at man aftaler de to samtidigt, så briterne ikke betaler en skilsmisseregning på anslået 39 mia. pund (ca. 330 mia. kr.) uden at være sikker på bagefter at få en handelsaftale med EU.

Kilder i Londons finanssektor siger til The Times, at den byder enhver aftale velkommen, som sikrer kontinuitet og stabilitet. Men flere udtrykker bekymring for, at det bliver svært at forfatte aftalen ned i et juridisk dokument.

»En ting er varme ord i en ikke-bindende politisk erklæring,« siger én kilde: »Noget andet er at binde sig til i en juridisk aftale. Når det kommer til stykket vil lande som Frankrig gøre alt for at gøre livet svært for den britiske finanssektor.«

Ifølge The Times fortsætter Mays Europa-rådgiver, Oliver Robbins, forhalingerne i Bruxelles.

Læs også