Politik

Trump og Xi har haft positiv handelsdialog

De to præsidenter fra USA og Kina, Donald Trump og Xi Jinping, har talt sammen, og diskussionen har været positiv.

Foto: AP/Thomas Peter

- Har lige haft en meget god samtale med præsiden Xi Jinping fra Kina. Vi talte om mange emner, med tung vægt på handel. De diskussioner bevæger sig pænt fremad med planer om møder ved G-20 i Argentina. Har også haft gode samtaler med Nordkorea, tweeter præsident Donald Trump torsdag.

I november er der G-20-møde i Buenos Aires i Argentina, og der har været medieforlydender om, at de to præsidenter skal mødes og tale om handelskrigen, hvor landene gensidigt har lagt importtold på hinandens varer.

Tidligere på ugen skrev Bloomberg News dog med henvisning til unavngivne kilder, at USA allerede nu er ved at forberede at lægge told på den del af Kinas eksport til landet, som endnu ikke er blevet ramt af ekstra tariffer, såfremt der ikke sker fremskridt omkring G-20-mødet.

Ifølge oplysningerne vil tolden blive vedtaget den 1. december, hvorefter der i givet fald vil være en to måneders høringsperiode, således at satserne kan træde i kraft den 1. februar - tæt på det kinesiske nytår, som er den 5. februar.

Læs også