Politik

Overborgmester Frank Jensen vil ændre indkøbspolitik efter hvidvasksag

Hvidvask af penge er både ulovligt og umoralsk.

Københavns overborgmester Frank Jensen. Foto: Katrine Marie Kragh

Med den begrundelse vil Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), ændre kommunens indkøbspolitik.

Anledningen er, at Danske Bank, kommunens vigtigste bankforbindelse, har erkendt, at der er foregået omfattende hvidvask i bankens estiske filial.

Fremover skal kommunen kunne ophæve en kontrakt, hvis en bank dømmes for hvidvask, mener overborgmesteren.

- Fremover vil vi udelukke virksomheder fra at byde på opgaver, hvis de er dømt for hvidvask. Og vi vil også skrive ind i fremtidige kontrakter, at de bliver opsagt, hvis de bliver dømt for hvidvask, siger Frank Jensen.

Københavns Kommune har i dag et stort engagement med Danske Bank. Blandt andet kører indbetaling af A-skat, sociale ydelser til borgerne og bidrag til den kommunale udligning gennem Danske Bank.

Her er kommunen bundet af, at staten har indgået kontrakt med Danske Bank. Men derudover har Københavns Kommune også aftalt, at løn og andre betalinger kører gennem Danske Bank.

Og det er også et selskab under Danske Bank, der forvalter kommunens investeringer.

Kommunens økonomiudvalg bad i begyndelsen af oktober forvaltningen undersøge mulighederne for at ophæve samarbejdet med Danske Bank. Det har forvaltningen gjort, og undersøgelsen viser, at der ikke er de store muligheder for at skifte bank nu og her.

Danske Bank er nemlig ikke dømt for hvidvask. Og efter udbudsreglerne vil kommunen kun kunne udelukke den del af Danske Bank-koncernen, der måtte modtage den endelige dom.

Desuden har Danske Bank i alle tilfælde ret til at foretage det, der hedder "self cleaning", altså en grundig oprydning. Og så vil banken være berettiget til at byde igen i et nyt udbud, fremgår det af et notat fra Økonomiforvaltningen.

Reglerne om "self cleaning" vil dog også være gældende, hvis København vedtager en ny indkøbspolitik, sådan som overborgmesteren ønsker.

- Det er rigtigt, at reglerne om "self cleaning" gør det svært at udelukke virksomheder. Men omvendt giver det et meget kraftigt incitament til at rette op på ulovlighederne.

- Med ændringen af vores indkøbspolitik sender vi et virkelig stærkt signal om, at vi ikke ønsker at samarbejde med virksomheder, der bryder loven, siger Københavns overborgmester.

Det er Enhedslisten, der har rejst sagen på rådhuset. Partiets gruppeformand, Karina Vestergård Madsen, erkender, at det ser svært ud at slippe ud af aftalerne her og nu.

- Det er jo dybt problematisk, at der er noget jura, der spænder ben for, at vi som kommune kan vælge at samarbejde med en bank, som rent faktisk følger de etiske regler, som et bredt flertal har besluttet, siger hun.

Karina Vestergård Madsen tvivler på, at det er tilstrækkeligt at ændre indkøbspolitikken. I stedet vil hun forsøge at få sagen taget op på Christiansborg.

- Vi må ændre lovgivningen og presse alt det vi kan. Jeg tror også, at mange borgere synes, at det her er uforståeligt, siger hun.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også