Trump i nyt angreb på Fed-chef
USA's præsident, Donald Trump, er atter en gang ude med riven efter formanden for Federal Reserve (Fed), Jerome "Jay" Powell, som præsidenten selv indsatte tidligere i år.
- Indtil videre er jeg ikke en gang den mindste smule glad for mit valg af Jay. Ikke en gang den mindste smule. Og jeg bebrejder ikke nogen, men jeg fortæller dig bare, at jeg synes, Fed er langt ude med, hvad de gør, sagde Trump til The Washington Times.
Præsidenten peger i den forbindelse på, at centralbankens pengepolitik med "gradvise renteforhøjelser" er baggrunden for uroen på de amerikanske aktiemarkeder de seneste to måneder, hvor et plus for året på næsten 10 pct. til S&P 500 er blevet forvandlet til en marginal fremgang.
Præsidenten peger også på, at de stigende renter skader USA's økonomi, hvilket denne uges melding fra bilproducenten General Motors om fabrikslukninger og afskedigelser af næsten 15.000 ansatte ifølge Trump vidner om.
- Jeg laver aftaler, og jeg bliver ikke støttet af Fed. De laver en fejl, for jeg har en mave, og min mave fortæller mig nogle gange mere, end nogen andens hjerne nogensinde kan fortælle mig, lyder det fra Donald Trump til The Washington Post.
Federal Reserve har hævet den toneangivende rente ved tre lejligheder tidligere i år - i marts, juni og september. I alle tre tilfælde har det været med den nuværende formand for centralbanken, Jerome Powell, i spidsen.
Powell afløste i februar den tidligere centralbankchef Janet Yellen og er udpeget af præsident Donald Trump.
Federal Reserve har løftet sin rente seks gange i alt, siden præsident Donald Trump, der gennem store dele af 2018 har været stærkt kritisk over for den stigende rente og centralbankens kurs, indtrådte i embedet i januar 2017.
Federal Reserve har hævet sin rente otte gange, siden den startede den igangværende stramningscyklus i december 2015.
/ritzau/FINANS