Mays toprådgiver risikerer suspendering for brexit-vejledning
Geoffrey Cox har tilsyneladende nægtet at udlevere juridisk memo om brexitforhandlingerne til oppositionen.
Theresa Mays øverste juridiske rådgiver og medlem af parlamentet, Geoffrey Cox, står over for en mulig suspendering i det britiske underhus.
Det skyldes, at han tilsyneladende har nægtet at udlevere et juridisk memo om sin rådgivning til premierministeren i forbindelse med brexit-forhandlingerne.
Det skriver flere britiske medier, heriblandt The Guardian.
Labour og fem andre oppositionspartier anklager nu Geoffrey Cox for "foragt for parlamentet".
Oppositionen anmodede i sidste måned om fuld indsigt i et juridisk memo om brexit. Da Cox nøjedes med at udlevere et 45 sider langt resumé mandag, skabte det vrede i oppositionen.
Balladen har foreløbig udløst en krisedebat i parlamentet. Den skal afholdes tirsdag morgen.
Cox, der er den øverste juridiske rådgiver i Theresa Mays kabinet og regering, skal nu deltage i en høring i et parlamentsudvalg. Det skal afklare, hvorvidt Cox har gjort sig skyldig i "foragt for parlamentet".
Geoffrey Cox insisterer imidlertid på, at han har handlet korrekt i sagen. Han mener ikke, at det havde været i "offentlighedens interesse", hvis han havde offentliggjort sit juridiske memo.
Foragt for parlamentet kan udløse en suspendering og måske endda bortvisning fra parlamentet.
Sagen om Geoffrey Cox falder på et meget følsomt tidspunkt for den britiske regering.
Tirsdag indledes fem dage med debat i parlamentet om den brexitaftale, som Theresa Mays forhandlere er blevet enige med EU om.
At få et flertal i parlamentet til at godkende aftalen kan vise sig som en særdeles stor udfordring for premierministeren. Således har oppositionen og flere af hendes egne partifæller i parlamentet allerede afvist at godkende den.
/ritzau/