Kina planlægger at lempe på udskældt industripolitik
Den kinesiske ledelse har planer om er erstatte dens kontroversielle industripolitik "Made in China 2025" med et nyt program, som vil åbne Kinas hjemmemarked mere op for udenlandske virksomheders deltagelse i produktionen.
"Made in China 2025" er ellers præsident Xi Jinpings prestigeprogram, som skal gøre landet til en førende aktør inden for robotteknologi, it og grøn biltransport, men programmet har været stærkt kritiseret af blandt andet den amerikanske regering med præsident Donald Trump i spidsen. USA har kaldt "Made in China 2025" for en "trussel mod fair konkurrence".
Det skriver The Wall Street Journal.
Ifølge avisen er det planen, at det nye program skal sættes i værk i starten af det nye år, lige samtidig med at handelsforhandlingerne mellem Kina og USA ventes at gå ind i den afgørende fase i den aftalte 90 dages våbenhvile.
Der er dog en forventning blandt iagttagere om, at det nye program ikke vil være tilstrækkeligt til at imødegå amerikanernes klager, skriver The wall Street Journal, men Kina satser på, at tiltagene vil være tilstrækkeligt til at overbevise flere medlemmer af USA's administration om landets velvilje.
"Made in China 2025" giver statsstøtte til kinesiske selskaber og samtidig stilles der krav om overførsel af teknologi fra udenlandske virksomheder, som vil deltage i de store projekter.
En af de betingelser i den nuværende politik, som kan bortfalde, er netop kravet om, at 40 pct. af kernekomponenter i 2020 skal produceres af kinesiske virksomheder stigende til 70 pct. i 2025, hvilket reelt presser udenlandske aktører ud.
/ritzau/FINANS