LO-formand: Afstanden mellem rig og fattig er blevet for stor
Fagbevægelsen har aldrig »haft ondt i røven af«, at nogen var født med en guldske i munden, lyder det fra LO-formand Lizette Risgaard. Men uligheden er blevet så stor, at det har forandret Danmark og truer balancen i samfundet.
Gå en tur på Strøget i København, og tæl antallet af internationale luksusbutikker, se på nybyggeriet af lejligheder i millionklassen langs Københavns havnefront, og gæt, hvem der har ressourcerne til at tilkøbe private ydelser, når der bliver skåret ned på velfærden, lyder opfordringen fra LO-formand Lizette Risgaard.
Opfordringen går til dem, der måtte være uenige med hende i, at Danmark er et andet land i dag end for 10 år siden, og at afstanden mellem rig og fattig er blevet faretruende stor.
Mens de rigeste 10 pct. af befolkningen ifølge tal fra LO i gennemsnit har fået 65.000 kr. mere imellem hænderne om året siden 2010, er det tilsvarende beløb for de 40 pct. fattigste 3.000 kr.
Fagbevægelsen kræver et stop for uligheden i Danmark.
Vi har altid haft folk i Danmark, der har haft mange penge, og det har vi ikke haft ondt i røven af i fagbevægelsen, men den rigeste tiendedel har tilegnet sig en rigtig stor del af befolkningens samlede formue, og jeg er bange for, at det samfund, som vi har skabt i fællesskab, er ved at skride.
Det gælder den økonomiske ulighed, som er til at måle ved opgørelse af den såkaldte ginikoefficent. Men det gælder også ulighed i uddannelse, sundhed og levealder. Den bedst uddannede fjerdedel af befolkningen lever i dag i gennemsnit fem år længere end den dårligst uddannede fjerdedel.
»Uligheden er steget på mange fronter, og nu siger vi til politikerne, at det må stoppe. Det er på tide at få skabt balance igen,« siger LO-formand Lizette Risgaard.
Fra nytår står hun i spidsen for 1,4 millioner lønmodtagere, når de hidtidig to store hovedorganisationer, LO og FTF, fusionerer til et samlet talerør for 79 fagforeninger.
Kampen for at stoppe udbygningen af kløften mellem rig og fattig i Danmark bliver et fokusområde.
»Vi vil kæmpe for et mere lige samfund, for det er også et tryggere samfund. Vi skal have genskabt balancen i Danmark, så vi undgår de ubalancer, som skaber noget af den ballade, som vi ser ude i verden,« siger Lizette Risgaard.
»Se på protesterne i Frankrig«
»Noget af det, der foregår ude i verden, handler om, at afstanden mellem eliten og almindelige mennesker er blevet for stor. Se på protesterne i Frankrig, og hvad der sker, når du laver reformer, hvor du giver til de rige, mens de fattige må betale. Se på Tyskland, hvor Merkel (den tyske forbundskansler, red.) i den grad har holdt rumpen oppe på os alle sammen i Europa i mange år, og hvor der er protester. Og se på Sverige, hvor de nu på tredje måned stadig ikke har været i stand til at danne en regering – for 10 år siden havde vi vel aldrig troet, at det skulle komme dertil i et af de nordiske lande.«
Men er Danmark så meget anderledes i dag end for 10 år siden?
»Ja, Danmark er et anderledes land i dag. Vi har haft skiftende borgerlige regeringer, som har italesat individualismen i stedet for fællesskabet,« siger Lizette Risgaard.
»Men gæt, hvad der sker, når du f.eks. indfører frit sygehusvalg eller frit valg i ældreplejen. Hvem er det, der har ressourcerne til at kræve behandling på et andet sygehus?« spørger Lizette Risgaard.
»Der har været indført skattestop, og man har sagt, at nu stiger skatten ikke mere. Men samtidig har man givet skattelettelser i toppen og skåret på velfærden, så der bliver brugt færre penge pr. barn i daginstitutionerne, pr. elev eller studerende på uddannelserne og pr. ældre. Det øger jo uligheden.«
Hvorfor det?
»Hvis du skærer ned på hjemmehjælpstimerne hos de ældre eller sender førstegangsfødende hjem efter fire timer, sådan som Rigshospitalet nu har set sig nødt til, gæt så selv, hvem der har råd til at tilkøbe sig private ydelser ved siden af,« siger Lizette Risgaard.
Du angriber borgerlige regeringer, men til nytår får vi topskattelettelser, som er gennemført af en socialdemokratisk ledet regering i 2012?
»Den stigning i topskattegrænsen har til formål at flytte den almindelige lønmodtager ud af topskatten, men der skal ikke laves nye aftaler om at lette topskatten. Det er 100 pct. sikkert,« siger Lizette Risgaard.
»Der er også socialdemokratiske regeringer, der har lavet noget skidt. Der var reformer, der ikke skulle have været lavet. Jeg tror, at Mette Frederiksen (formand for Socialdemokratiet, red.) selv har sagt, at hun fortryder reformen af førtidspension og fleksjob,« siger Lizette Risgaard.
»Det er gået den forkerte vej i Danmark, og derfor vil vi have politikerne til at forpligte sig til et ulighedsstop, så vi ikke også får de gule veste på gaden i Danmark.«
Men hvordan ser man, at Danmark er et land med mere over- og underklasse?
»Jamen, se på de butikker, der er kommet på Strøget. Der skyder forretninger op, som kun er for dem, der har rigtig mange penge. Se på, hvem der har råd til at købe lejlighed i København – det er de færreste almindelige lønmodtagere, der har råd til at købe en lejlighed til flere millioner kroner,« siger Lizette Risgaard.
»Vi har fået flere rige«
Hun slår ud med armene og ser sig omkring i sit hjørnekontor i LO’s hovedkvarter på Islands Brygge i København, hvor dyrt lejligheds- og kontorbyggeri i de senere år er skudt op.
Men bare fordi nogle bliver rigere, bliver andre vel ikke nødvendigvis fattigere?
»Jo, de gør. Når du sænker skatten i toppen og skærer på velfærden, stiger uligheden. Når du skærer i kontanthjælpen for at få råd til at sænke afgiften på dyre biler, stiger uligheden. Når dagpengene bliver mindre værd år efter år, stiger uligheden. Det kan ikke nytte noget, at vi ikke taler om tingene.«
»Vi har fået flere rige og flere fattige. Der er 65.000 fattige børn i Danmark i dag, og du kan høre, hvordan hjælpeorganisationerne fortæller, at de udleverer flere og flere julepakker, som man jo altså ikke bare sådan får. Der skal dokumentation til,« siger Lizette Risgaard.
»Mange mennesker har svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen, og det er vigtigt, at børn vokser op og kan se på deres forældre, at de har muligheder her i livet,« siger Lizette Risgaard.
Men en del af forklaringen på den udvikling skyldes stramninger af kontanthjælp, fordi det skal kunne betale sig at arbejde – er det ikke også fagbevægelsens parole, at man skal arbejde, hvis man kan?
»Jo, men undskyld mig – ledighed og kontanthjælp er ikke noget, man selv vælger. Det har altid bedre kunnet betale sig at arbejde. Det kan bedre betale sig end at være på dagpenge, og det kan endnu bedre betale sig end at være på kontanthjælp,« siger Lizette Risgaard.
»Det gør simpelthen ikke noget godt ved et samfund, at nogle bliver fattigere, og at deres børn bliver marginaliserede og risikerer at komme ind på en helt forkert bane som teenagere.«
Advarsel om grådighed
Lizette Risgaard peger på, at både danske og internationale topledere fra erhvervslivet er begyndt at advare om grådighed på direktionsgangene med to- og trecifrede millionlønninger og om, at kløften mellem rig og fattig kan blive så stor, at det truer den økonomiske vækst og den politiske stabilitet, også i de vestlige lande.
»Flere af dem i samfundet, som det går godt for, er også begyndt at kunne se, at samfundsbalancen skal være der. Produktion og værdiskabelse skabes ikke kun på direktionsgangen, og de, der gør arbejdet, skal også have deres del af kagen,« siger Lizette Risgaard.
Handler det ikke bare om misundelse?
»Jeg går ikke efter det her som en misundelsesting. Jeg går efter, at vi skal passe på med ikke at skabe en ubalance i vores samfund. Vi har altid haft folk i Danmark, der har haft mange penge, og det har vi ikke haft ondt i røven af i fagbevægelsen, men den rigeste tiendedel har tilegnet sig en rigtig stor del af befolkningens samlede formue, og jeg er bange for, at det samfund, som vi har skabt i fællesskab, er ved at skride,« siger Lizette Risgaard.
En guldske i munden
»Hvis enhver kan sige: ”Jeg arbejder fra morgen til aften, og jeg har et godt liv. Jeg kan brødføde mine børn og hjælpe min familie, og jeg har en uddannelse og et sted at bo.” Så er der ro i samfundet og forståelse for, at nogen er født med en guldske i munden eller skaffer sig en ved hårdt arbejde. Men hvis afstanden mellem folk – og det handler om kroner og øre – bliver for stor, ryger balancen.«
»Det handler ikke om, at vi skal til at tømme kasserne for de rige, og så er det alle andre, der skal til at have cigarerne. Men det kunne godt være, at de, der har rigtig mange penge, i stedet for sige ”nej, vi bliver brandbeskattet” skulle til at se på, om de ikke kunne bidrage bare en lille bitte smule mere, så de kunne være med til at holde hånden under det trygge og lige samfund, som vi har skabt i fællesskab.«