Trump besøger mexicansk grænse i budgetstrid om mur
Den politiske strid om en grænsemur til Mexico fortsætter på højt blus i USA, hvor nedlukningen af dele af den offentlige sektor nu er gået ind i sin tredje uge.
I den forbindelse rejser USA's præsident, Donald Trump, i denne uge til den mexicanske grænse for at mødes med grænsebetjente og se på sagerne på egen hånd.
Det skriver Bloomberg News med henvisning til udtalelser fra Sarah Sanders, der er pressechef for Det Hvide Hus.
Donald Trump skal ifølge Sanders "mødes med dem på frontlinjen for den nationale sikkerhed og en humanitær krise."
Flere dele af den offentlige sektor i USA er lukket ned, fordi Demokraterne og præsidentens republikanske parti ikke kan blive enige om at flette finansieringen af en grænsemur ind i finansloven.
I sidste uge stemte Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne nu har flertal efter sidste års midtvejsvalg, et midlertidigt budget igennem, men uden at afsætte penge til grænsemuren.
Forslaget indeholder blandt andet 1,3 mia. dollar til grænsehegn - ej at forveksle med en grænsemur - samt 300 mio. dollar til andre sikkerhedsforanstaltninger såsom kameraer.
Derudover indeholder lovpakken også finansieringen af andre ministerier. De tæller blandt andre Landbrugsministeriet, Indenrigsministeriet, Transportministeriet, Handelsministeriet og Justitsministeriet.
Men det er ikke nok til at stille Republikanerne tilfredse, og derfor er nedlukningen fortsat aktiv.
Det betyder, at en stribe medarbejdere står uden løn, og konsekvenserne af nedlukningen begynder også langsomt at vokse i form af retslokaler, der snart må lukke, hvis der ikke findes en løsning, ligesom der mangler folk til at fjerne affald i parker og tilbagebetale skattedollars, der er betalt for meget, skriver Bloomberg News.
/ritzau/FINANS