Theresa May: Reel risiko for, at brexit bliver aflyst
Premierministeren jagter desperat et flertal for sin brexit-aftale.
LONDON
Premierminister Theresa Mays advarer nu om, at brexit helt kan blive aflyst, hvis parlamentet ikke vedtager hendes brexit-aftale i morgen.
Advarslen faldt mandag, da hun holdt en brexit-tale på en porcelænsfabrik i byen Stoke-on-Trent, hvor 7 ud af 10 vælgere støttede brexit.
Ifølge Theresa May er der en risiko for ”no deal”, hvis man ikke stemmer for hendes aftale. Det er scenariet, hvor Storbritannien forlader EU den 29. marts uden at have en aftale.
Men det er mere sandsynligt, at brexit helt kan ende med ikke at blive gennemført, hvis parlamentet ikke støtter hendes aftale.
»Efter at have iagttaget begivenheder i Westminster (regeringskvarteret i London, red.) i de seneste syv dage er det nu min vurdering, at det mere sandsynlige udfald er en lammelse af parlamentet, som giver risiko for, at der ikke bliver noget brexit,« lød det fra Theresa May.
Via forskellige parlamentariske metoder har EU-positive parlamentsmedlemmer den seneste uge forsøgt at sætte sig på brexit-processen, hvis Mays aftale – som det forventes – ikke bliver vedtaget.
Et flertal i parlamentet har blandt andet vedtaget, at Theresa May ikke har 21 dage, men kun 3 mødedage til at fremlægge sin Plan B i tilfælde af, at hendes egen aftale ikke vedtages.
Avisen The Sunday Times har også beskrevet et angiveligt komplot, hvor EU-tilhængere vil forsøge at ændre den parlamentariske procedure, så parlamentet og ikke regeringen styrer brexit, herunder forhandlingerne med EU.
Theresa May pointerede i sin tale, at det havde skabt stor utilfreds hos dem, der ville blive i EU, hvis de havde vundet folkeafstemningen - og parlamentet så alligevel ville hive Storbritannien ud af EU.
Nu er der altså - ifølge May - reel risiko for det modsatte, nemlig at Storbritannien bliver i EU trods vælgerflertallets ønske, hvis ikke hendes aftale går igennem.
Hjælpende hånd fra EU
Før talen offentliggjorde Downing Street nr. 10 breve mellem Theresa May og EU i form af kommissionsformand Jean-Claude Juncker og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.
Brevene ændrer ikke på indholdet i brexit-aftalen, men forsøger at udglatte og præcisere. Blandt andet står der, at et upopulært irsk ”bagstop”, der skal holde grænsen mellem Irland og Nordirland åben efter brexit, kun er ment som midlertidigt. Der blev dog ikke sat nogen slut-dato på, sådan som mange i Mays konservative parti havde ønsket.
Da der efter talen var spørgsmål fra pressen svarede May udenom, da hun blev spurgt, om hun selv troede på, at hun ville vinde afstemningen tirsdag.
Avisen The Guardian fortalte mandag, at kræfter i EU er klar til at udskyde brexit-dagen, men Theresa May holdt i et svar til pressen fast i, at hun ønsker, at briterne skal forlade unionen den 29. marts, som det hele tiden har været planen.
Både brevene og advarslen om, at brexit kan blive aflyst, skal ses i det lys, at Theresa May kæmper desperat for at få sin aftale igennem parlamentet.