S vil lade topdirektører og banker finansiere ny tidlig folkepension
Socialdemokratiet vil bruge 3 mia. kr. om året på at give nedslidte en ny ret til tidlig folkepension. Pengene skal kommer fra de bedst lønnede direktører og bankerne.
S-formand Mette Frederiksen vil give danskere med mange år på arbejdsmarkedet ret til at gå på pension før den officielle folkepensionsalder, som stiger fra nu af.
Det fremgår af et forslag, som Socialdemokratiet præsenterede tirsdag.
Forslaget skal forhandles på plads med arbejdsmarkedets parter efter en eventuel valgsejr ved det kommende folketingsvalg. Præcis hvem og hvornår den nye pensionsrettighed skal gælde, er derfor endnu ubesvaret.
Til gengæld har Socialdemokratiet allerede nu finansieringen klar.
Den nye pensionsrettighed vil ifølge Socialdemokratiet koste 3 mia. kr. årligt, og de penge skal hentes hos topdirektører og den finansielle sektor.
»Der er grundlag for at øge beskatningen af den finansielle sektor, og den borgerlige regering har givet skattelettelser til de aller rigeste. Der er nogen, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet - nu er det deres tur,« siger Mette Frederiksen.
Nærmere bestemt vil S hente 1,5 mia. kr. årligt ved blandt andet at fjerne muligheden for, at virksomheder kan fratrække meget store lønninger og tilbagerulle regeringens skattelettelse på høje aktieindkomster.
Dertil kommer et nyt såkaldt samfundsbidrag fra den finansielle sektor på 1,5 mia. kr.
Ved nytår steg folkepensionsalderen fra 65 år til 65,5 år. Frem mod 2022 stiger folkepensionsalderen til 67 år, og i 2030 stiger den igen til 68 år.
Forslaget fra S fastholder den officielle folkepensionsalder, men introducerer en rettighed til tidligere folkepension for nedslidte med mange år på arbejdsmarkedet.