Pelosi blokerer for Trumps State of the Union-tale
Lederen af demokraterne i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har onsdag meddelt USA's præsident, Donald Trump, at han ikke som planlagt kan få lov at holde sin traditionsrige State of the Union-tale den 29. januar.
- Jeg ser frem til at byde dig velkommen i Huset på en gensidigt passende dato for denne tale, når regeringen er blevet åbnet, har Nancy Pelosi skrevet i et brev til præsidenten.
Det skriver Bloomberg News.
Meldingen fra Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus, kommer i kølvandet af den budgetstrid mellem Trump og republikanerne på den ene side og demokraterne på den anden side, som har betydet at store dele af det amerikanske regeringsapparat er nedlukket, fordi man uden en ny lov ikke kan udbetale penge til løn. Donald Trump forlanger 5,7 mia. dollar til opførelsen af en grænsemur mod syd på grænsen til Mexico, og demokraterne har afviser.
Ifølge Pelosis brev havde hun ikke, da hun inviterede præsidenten, forestillet sig, at nedlukningen af regeringen, som har ramt 800.000 offentligt ansatte, herunder sikkerhedspersonalet i Repræsentanternes Hus, ville vare så længe, som den har gjort.
Donald Trump er omvendt "ikke overrasket" over udviklingen.
- Det er virkeligt en skam, hvad der sker med demokraterne. Vi bliver nødt til at svare igen på et passende tidspunkt, sagde Trump i Det Hvide Hus ifølge Bloomberg News til en gruppe journalister.
/ritzau/FINANS