Politik
0

Spillet om Nord Stream 2 kan trække yderligere ud

Det store politiske drama om den russiske gasrørledning Nord Stream 2's linjeføring kan blive trukket yderligere i langdrag.

Foto: AP/Stefan Sauer

Den potentielle udsættelse skyldes muligheden for en helt ny linjeføring - et alternativ til de hidtil to foreslåede. Den er i farvandet mellem Bornholm og Polen.

Det skriver Politiken, der har talt med flere kilder tæt på processen.

Hidtil har det været umuligt på grund af en strid om grænsedragningen i havet mellem Danmark og Polen. Men inden for de kommende måneder ventes de to lande at ratificere en aftale om grænsen, så ansvaret for havbunden kommer på plads. Dermed er den forhindring væk.

Flere kilder tæt på processen fortæller til Politiken, at det er overvejende sandsynligt, at Danmark vil bede Nord Stream 2 om at komme med en tredje ansøgning om at føre gasledningen gennem farvandet mellem Polen og Bornholm.

Det vil forsinke projektet yderligere. Formentlig i op mod et år. I forvejen har dansk modstand mod gasledningen, som det statslige russiske Gazprom står bag, ført til forsinkelser og ekstraomkostninger på op mod 750 millioner kroner.

Trine Villumsen Berling, der er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet og ekspert i sikkerheds- og energipolitik, siger til Politiken:

- Danmark har allerede trukket den langt, og det begynder at gøre ondt på Nord Stream 2.

Og seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier påpeger over for avisen:

- Det vil blive noteret i den sorte bog i Moskva.

Nord Stream 2 skriver i en mail til Politiken, at man stadig forventer at få grønt lys til ansøgningen nord om Bornholm.

BRANCHENYT
Læs også