Serier
0

Underhuset vil have udskudt brexit. Nu skal May spørge EU om lov

Efter en stribe afstemninger i parlamentet vil Theresa May bede om lov til at blive i EU længere.

Brexit - britisk farvel til EU
Theresa May vil for tredje gang forsøge at få godkendt sin brexit-aftale i begyndelsen af næste uge, før de øvrige EU-lande torsdag-fredag mødes i Det Europæiske Råd i Bruxelles.  Foto: Henry Nicholls/Reuters

LONDON

Selvom premierminister Theresa May over 100 gange har stået i Underhuset og slået fast med syvtommersøm, at Storbritannien forlader EU den 29. marts, må hun nu gå den tunge gang til EU og spørge, om briterne ikke godt må blive lidt længere.
 

Det står klart, efter at et flertal på 412 mod 202 medlemmer i Underhuset torsdag stemte for at bede EU om en forlængelse.

Med to uger til brexit-dagen den 29. marts har det britiske parlament stadig ikke formået at blive enig om, hvordan man vil gennemføre vælgerflertallets beslutning fra 2016 om at forlade EU. En udsættelse skal give tid til at finde en løsning og undgå et kaotisk ”no deal”-brexit den 29.

tool_HTML_brexit-nedtaeller

Theresa May vil for tredje gang forsøge at få godkendt sin brexit-aftale i begyndelsen af næste uge, før de øvrige EU-lande torsdag-fredag mødes i Det Europæiske Råd i Bruxelles. Lykkes det, skal udskydelsen kun bruges til at få brexit-aftalen omsat til britisk lov. Lovarbejdet skal vente på, at aftalen er godkendt og tager et mindre antal uger, hvis (hvis!) alt flasker sig.

May vil undgå en lang udskydelse, der giver tid til en vifte af scenarier, herunder nyvalg og dybdegående ændringer i hendes aftale. Hun er blevet stadig mere hæs de seneste dage og førte ikke selv ordet i Underhuset. I stedet sagde David Lidington, som er en form for vicepremierminister, at parlamentet stod over for »et skarpt og alvorligt valg«.
 

»Enten godkender vi en aftale før marts’ Europæiske Råd, lovgiver om den og ratificerer den i en kort ”teknisk forlængelse”,« lød det fra Lidington. Ellers fortsætter usikkerheden, og det vil »medføre voldsom skade på dette land,« sagde han og pointerede det pinlige i, at briterne i slutningen af maj så vil være tvunget til at »holde valg til Europa-Parlamentet – to måneder efter at det britiske folk forventede, at vi skulle have forladt EU.«

Ikke ny folkeafstemning

Underhuset stemte også om ændringsforslag, som ville knytte betingelser til en udskydelse. Et sagde, at der skulle være lang nok tid til at afholde en ny folkeafstemning om brexit, som tager seks-ni måneder at gennemføre.

Det forslag faldt med et brag (85 ja mod 334 nej), fordi Labour af taktiske årsager stemte blankt. Labour støtter stadig officielt en ny folkeafstemning og kan stemme for på et senere tidspunkt.

Et andet forslag gik på, at parlamentet skulle fratage May styringen af brexit og holde en række prøve-afstemninger i parlamentet for at se, hvad der egentlig er flertal for. Det forslag faldt også, men snævert (312-314). Til sidst blev der så stemt om Mays forslag i uændret form, og det vandt altså stort.
 

Det var en lille trøst for premierministeren efter et hårdt døgn, hvor hun mistede endnu mere af kontrollen med sit parti. 18 af det 100-mand store ministerhold (inklusive juniorministre m.v.) undlod ved en ”no deal”-afstemning onsdag aften at følge Mays klare ordre til, hvad de skulle stemme. Mens parlamentsmedlemmer godt kan gå imod premierministeren, skal ministre normalt fyres eller gå af, hvis de er illoyale i afstemninger Men 16 af de 18 gik ikke af, og den politisk svækkede May smed dem ikke ud af regeringen.

For at føje spot til skade fortalte hun torsdag eftermiddag sit regeringskabinet, at der blev lækket for meget og for ofte fra kabinettets møder – hvilket indenfor få timer blev lækket til avisen The Telegraph.

Hvornår den hårdt prøvede Theresa May præcist begynder at tale udskydelse med EU er uvist. Alle 27 tilbageværende medlemslande (EU27) skal sige ja. Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, skrev torsdag på Twitter:

»Jeg vil appellere til EU27 om at være åben for en lang forlængelse, hvis Storbritannien finder det nødvendigt for at gentænke sin brexit-strategi og bygge konsensus om denne.«
 

Theresa May vil som nævnt have en kort udsættelse. Det er muligt, at EU siger nej til udsættelse eller stiller betingelser, som Underhuset ikke vil acceptere. Kun hvis både EU og Underhuset siger ja, udskydes brexit. Indtil da er exit-dagen den 29. marts.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også