Serier
0

Ulmende kupforsøg mod May

Ifølge The Sunday Times vil 11 medlemmer af regeringskabinettet have May skiftet ud. En afstemning om hendes brexit-aftale bliver måske ikke til noget.

Brexit - britisk farvel til EU
Premierminister Theresa May skal gå af, mener 11 ministre i regeringskabinettet ifølge The Sunday Times. Her ses hun under et tidligere møde med EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker. Arkivfoto: Yves Herman/Reuters

Op til en uge med afgørende brexit-afstemninger i Underhuset er der voksende tvivl om, hvorvidt Theresa May overlever særligt længe som premierminister.

Avisen The Sunday Times skriver, at den har talt med 11 medlemmer af regeringskabinettet, der mener, at May skal gå af. Konkurrenten The Sunday Telegraph taler om et »komplot« og beskriver en stærkt tiltagende opfattelse af, at May ikke er i stand til at føre brexit igennem og skal skiftes ud, evt. med en midlertidig premierminister.

I stedet for at fjerne hende ved magt vil man angiveligt presse hende til selv at gå af. May har ikke kommenteret historierne, men blev på BBC forsvaret af David Lidington, som er de facto vicepremierminister og nævnes som mulig, midlertidig leder.

En udbredt forventning er nu, at den politisk svækkede Theresa May ikke som planlagt sender sin brexit-aftale til afstemning i Underhuset, fordi det ligner den sikre vej mod et tredje, ydmygende nederlag.

Meget tyder på, at Underhuset i stedet gennemfører »indikerende afstemninger«, hvor man forsøger at finde ud af, hvad der egentlig er et flertal for. Hidtil har Underhuset kun haft flertal imod forskellige, konkrete brexit-løsninger.

BRANCHENYT
Læs også