Politik

Theresa May bebuder sin afgang

Hvis May får sin brexit-aftale godkendt, så vil hun gå af før næste fase af brexit-forløbet.

Theresa Mays tid som britisk premierminister er snart forbi. Foto: Ho/AFP Det britiske parlament tog onsdag kontrollen over brexit-processen og stemte om en række alternativer til Mays skilsmisseaftale, som er blevet stemt ned to gange. Foto: AFP/PRU

Premierminister Threresa Mays tid i Downing Street 10 lakker mod enden. Hun vil ofre sin egen politiske karriere for at få sin brexit-aftale igennem.

May vil føre første led af brexit igennem og vil så trække sig, når Storbritannien er ude af EU, men før de vigtige forhandlinger om fremtidens handelsrelationer til EU begynder. Det har hun sagt på et møde med den konservative parlamentsgruppe.

»Jeg har meget tydeligt hørt stemningen i parlamentsgruppen. Jeg ved, at der er et ønske om en ny tilgang - og en ny ledelse - i anden fase af brexit-forhandlingerne, og det vil jeg ikke stå i vejen for,« sagde hun bl.a. ifølge et officielt resume, som Downing Street 10 har udsendt til pressen, herunder Jyllands-Posten.

Flere på den konservative brexit-fløj har i de seneste dage og uger givet udtryk for, at de gerne vil stemme for Mays brexit-aftale, hvis bare hun går af.

Deres håb er, at det EU-skeptiske konservative bagland vil installere en brexit-tilhænger som premierminister. Den nye leder kan så – efter at brexit er vedtaget – forsøge at gøre bruddet med EU mere hårdt i de kommende forhandlinger. Eksempelvis ved at sikre, at handelsforholdet med EU ikke kommer til at binde Storbritannien i et omfang, som der i dag er lagt op til nu.

»Jeg er klar til at forlade dette job tidligere end jeg planlagde for at gøre, hvad der er rigtigt for vort land og vort parti,« sagde May på mødet og tilføjede til partifællerne:

»Jeg beder alle i dette rum om at bakke op om denne aftale, så vi kan færdiggøre vores historiske opgave - at levere på beslutningen fra det britiske folk og forlade Den Europæiske Union på en glat og ordentligt måde.«

Den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som har ambitioner om at overtage Mays job, forlod ifølge BBC mødet med et stort smil på sine læber. Han er en af de mange hardcore brexit-støtter, som det seneste døgn har signaleret, at han måske er villig til at støtte Mays skilsmisseaftale alligevel.

Også Jacob Rees-Mogg, en anden ledende stemme for et hårdt brexit, var en glad mand efter mødet og roste May til skyerne, selvom han sidste år var en del af den gruppe, der forsøgte at vælte hende.

Han har tidligere sagt, at ”no deal” er bedre end Mays aftale, men har nu indikeret, at han har skiftet mening.

Det skyldes en frygt for, at det i stedet kan ende med et blødere brexit eller en annullering af brexit, hvis parlamentarikere er i stand til at samle et flertal om en alternativ løsning. Det stemmer Underhuset om onsdag aften, efter at et flertal tidligere på ugen tog kontrol over brexit-processen uden om regeringen.

Der er ifølge de foreløbige meldinger ikke sat en en dato på Mays afgang, men hvis hendes brexit-aftale bliver vedtaget, så forlader Storbritannien EU den 22. maj.

Herefter kan formandsopgøret for alvor at blive sparket i gang fra den 27. maj, skriver The Telegraph. I så fald vil Storbritannien formentlig have en ny regeringsleder i midt juli.

Det er dog stadig uklart, om Mays melding vil være nok til at skrabe et flertal sammen for hendes aftale. Regeringens nordirske støtteparti, DUP, har stadig ikke meldt officielt ud, om det er villig til at skifte mening. Det er der dog intet, der tyder på, men der er spekulationer om, at partiet måske vil hjælpe May ved simpelthen at undlade at stemme.

»Hendes løfte om at træde vil flytte en del stemmer. Det er ikke klart, om det er nok,« siger en unavngiven kilde fra Downing Street til BBC.

Theresa May har ikke indikeret, hvad hun vil gøre, hvis hendes aftale ikke går igennem, og det ender med en lang udskydelse af brexit. Det er muligt, at hun så alligevel vil blive mødt af en mistillidsafstemning eller fornyet pres for at gå af.

Regeringen har fremlagt et forslag, som - hvis vedtaget - lægger op til en ny afstemning fredag. Underhuset speaker John Bercow har dog indtil videre holdt fast i, at han ikke vil tillade en tredje afstemning om aftalen med mindre, at der er betragtelige ændringer.

Hvis May går, vil hun kun være en ud af en lang række konservative premierministre, der er blevet fældet af splittelse internt i partiet om EU. Den seneste var David Cameron, der trådte tilbage, efter at han tabte folkeafstemningen om at blive i EU i 2016.

Mays uofficielle melding om sin exit har udløst stærkt blandede reaktioner. Mens flere konservative ministre roser hende for hendes selvopofrelse, kalder leder af De Grønne, Caroline Lucas, det i et tweet »uanstændigt,« at premierministeren forråder landets fremtid i Europa af hensyn til karriereinteresser internt i Det Konservative Parti.

Leder af det walisiske Labour-parti, Adam Price, stempler hendes beslutning som det modsatte af lederskab.

»Det ville selv få Neville Chamberlain til at rødme,« skriver Price i et tweet i en henvisning til den britiske regeringsleder, der før Anden Verdenskrig forsøgte at formildne Hitler for at undgå krig: »Held og lykke til de konservative med at finde en ny Churchill.«

Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon fra det skotske nationalistparti, SNP, advarer i et tweet om, at et dårligt projekt vil blive værre, hvis brexit ender med at blive tvunget igennem på baggrund af en aftale, som »ingen støtter - og er så dårlig, at premierministeren er nødt til at love at gå for at sikre opbakning.«

Udenrigsminister Alan Duncan priser til gengæld May for at have været i stand til at tage imod bank hver eneste dag fra mindre anstændige mennesker.

»Jeg har stor beundring for Mays styrke og pligtfølelse,« skriver han i et tweet.

BRANCHENYT
Læs også