- Opdateret 05/06/2019 kl. 22:43
Morten Østergaard om radikal fremgang: »Det bliver en ny retning for Danmark«
Ifølge prognoserne får De Radikale en solid fremgang ved dette valg.
De Radikale nærmer sig ifølge de foreløbige prognoser fra valgstederne en fordobling af partiets mandater i forhold til valget i 2015.
Både DR’s og TV 2’s prognoser viser, at partiet får 16 mandater, hvilket er en fordobling i forhold til seneste folketingsvalg, da partiet gik voldsomt tilbage.
Prognoserne har skruet stemningen helt i vejret ved De Radikales valgfest på Christiansborg, hvor partileder Morten Østergaard omkring kl. 22 ankom flankeret af gruppeformand Sofie Carsten Nielsen.
»Det bliver en ny retning for Danmark,« sagde en glad Morten Østergaard om de foreløbige tal, men understregede dog, at det endelige valgresultat endnu ikke foreligger.
Selv om prognoserne er forbundet med en vis usikkerhed, holdt det på valgaftenen ikke De Radikales tidligere leder, Marianne Jelved, fra at udvise sin glæde over resultatet.
»Tillykke til partiet og til alle, der er medlem og til Danmark, fordi vi nu kan bidrage til fornyelse. Vi skal skabe nye løsninger. Det er vores tur, og vi vil gøre os umage for at finde den gode vej med de andre partier,« sagde hun til TV 2.
Også Margrethe Vestager er til stede ved partiets valgfest. Da hun ankom kaldte hun Morten Østergaard for »en fantastisk leder«.
Omkring kl. 22:30 var omkring 75 pct. af stemmerne talt op. Der mangler dog stadig resultater fra flere kredse, heriblandt Aarhus og København.