Politik

Skipper vil trods lille tilbagegang stille krav til Mette F.

Den grønne omstilling og ordentlig behandling af mennesker på flugt står øverst på Skippers seddel med krav.

Pernille Skipper under valgfesten hos Enhedslisten på Vega i København. Foto: Claus Bech/Scanpix 2019

Politisk leder Pernille Skipper (EL) glæder sig trods en lille tilbagegang, da regeringsmagten ser ud til at skifte.

Med alle stemmerne talt op står det klart, at Enhedslisten går ét mandat tilbage og får i alt 13 pladser i Folketinget.

- Men det ændrer ikke på, at hvis vi skal være en del af et flertal, så skal vi selvfølgelig også have indflydelse, og vi skal være enige om retningen, siger Pernille Skipper.

Og "retningen" følges kun, hvis der er "vished og sikring for", at en række mere eller mindre faste krav bliver opfyldt af en fremtidig rød regering.

- Vi ser som grundlæggende betingelse for, at en ny regering kan støtte sig til vores mandater, at vi får Danmark i den rigtige retning, når det kommer til vores velfærd, ulighed, fattigdomsbekæmpelse og ikke mindst den grønne omstilling, siger Skipper.

Den politiske leder erkender dog, at der ikke vil blive stillet konkrete, ultimative krav fra Enhedslistens side for at støtte en rød regering ledet af Socialdemokratiets Mette Frederiksen.

- Nu går vi så til forhandlinger, hvor vi skal gå kompromissøgende til værks, og vi skal bøje os mod hinanden alle sammen, siger Skipper til partiets valgfest på spillestedet Vega.

Skipper mener dog, at de øvrige partier i rød blok under valgkampen har udtalt opbakning til en række af Enhedslistens mærkesager.

- Vi har talt minimumsnormeringer, vi har talt om den grønne omstilling og om at bekæmpe ulighed og fattigdom. Og så skal vi holde alle de andre partier op på, at det også bliver virkelighed.

Hun henviser blandt andet til, at der er bred enighed blandt de røde støttepartier om en klimapagt, hvor Danmark forpligter sig til at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

Rød blok - som tæller Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten - får i alt 91 mandater og kan dermed danne regering uden hjælp fra Alternativet, der mister fire mandater og ender med fem.

Blå blok går tilbage med 11 mandater i forhold til valget i 2015 og ender samlet på 79 mandater.

Foreløbigt resultat: Mandatfordeling

Senest opdateret kl. 00.15. Kilde: DR

BRANCHENYT
Læs også