Politik

Enhedslisten lancerer udspil, der skal afværge radikale reformer

Enhedslisten afviser radikalt krav om klassiske reformer. Partiet har otte alternative forslag, der skal skaffe varme hænder.

Enhedslisten forhandler i disse dage med S, R og SF om dannelsen af en ny regering. Partiet vil ikke acceptere klassiske reformer, der øger arbejdsstyrken. I stedet vil partiet fokusere på blandt andet at reducere sygefraværet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Enhedslisten trækker nu fronterne til De Radikale endnu tydeligere op i de igangværende forhandlinger om en ny regering.

Partiet anerkender på den ene side, at der vil mangle arbejdskraft, hvis valgkampens løfter om alt fra flere sygeplejersker til bedre normeringer i daginstitutionerne skal indfries.

På den anden side afviser Enhedslisten blankt klassiske reformer, der kan øge det såkaldte arbejdsudbud. Reformer, som De Radikale kræver af en ny regering.

»Det er for os fuldstændigt afgørende, at næste regeringsperiode ikke bliver en periode, hvor man igen laver kunstige arbejdsudbudsreformer, der boner ud i Finansministeriets regnemaskine, men reelt slår på syge og arbejdsløse,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Det er nok ikke gjort med Enhedslistens forslag alene.

Sofie Carsten Nielsen (R), næstformand i den radikale folketingsgruppe.

I stedet bringer Enhedslisten nu otte forslag ind i forhandlingerne. De skal sikre, at der er nok hænder i især den offentlige sektor.

Partiet vil bl.a. gøre det til en ret for offentligt ansatte at gå fra deltid til fuldtid, garantere praktikpladser, nedbringe sygefraværet i det offentlige, lade flygtninge med arbejde blive i Danmark i højere grad og fjerne bureaukrati i den offentlige sektor.

Effekten af den type forslag er dog ifølge Finansministeriet usikre. Flere af forslagene kan regeringen slet ikke regne på.

»Finansministeriets veje er uransagelige. Men det her er vores konkrete svar til dem, der spørger: Hvor skal hænderne komme fra,« siger Pernille Skipper.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) kalder forslagene for »fine overskrifter og hensigter«, men efterlyser midler, der kan indfri målene.

»Der kommer ikke flere hænder ved bare at sige, at vi skal mindske sygefraværet eller frafaldet på uddannelserne. Det afhænger af de konkrete initiativer,« siger Jacob Holbraad, adm. direktør i DA.

De Radikale kalder det en bunden opgave for en ny regering at øge netop arbejdsudbuddet, og partiet har foreslået at lette skatten på arbejde eller at åbne mere for udenlandsk arbejdskraft. Næstformand Sofie Carsten Nielsen (R) er klar til at »se på alle muligheder«.

»Men det er nok ikke gjort med Enhedslistens forslag alene,« siger hun.

SF bakker Enhedslisten op og understreger, at problemet med manglende hænder skal løses på en ny måde.

»Vi synes ikke, at det er lønmodtagernes rettigheder, man skal gå på kompromis med for at tilfredsstille De Radikale,« siger gruppeformand Jacob Mark (SF).

Socialdemokratiet har ikke ønsket at udtale sig af »respekt for, at der lige nu forhandles om dannelsen af en ny regering,« skriver partiet i en mail.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også