Politik

Vismand: Mette Frederiksen bør vente med sit valgløfte

S-regering bør ifølge overvismanden afvente kommission, før der indføres en ret til tidlig folkepension, som er endnu et uafklaret stridspunkt i tilspidsede regeringsforhandlinger.

S-formand Mette Frederiksen (S) havde en længere snak med Claus Hjort Frederiksen (V) efter det første møde i Folketinget torsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Midt i de tilspidsede regeringsforhandlinger advarer den økonomiske overvismand mod, at en ny regering med S-formand Mette Frederiksen i spidsen leverer med det samme på sit store løfte til danskerne om at indføre en tidlig folkepension.

I stedet bør hun afvente den pensionskommission, som VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale aftalte at nedsætte før valget, og som skal komme med sine anbefalinger senest i 2021, altså halvvejs igennem den valgperiode, der netop er gået i gang.

»Vores råd er at følge den aftale og nedsætte pensionskommissionen, der grundigt kan belyse fordele og ulemper frem for at lave noget hurtigt. Ellers risikerer man at indføre en model, der ikke adresserer det reelle problem,« siger Michael Svarer, formand for Det Økonomiske Råd, der ofte omtales som vismændene.

I rådets nye rapport om dansk økonomi noteres det, at der er »betydelig usikkerhed«, om den stigende pensionsalder giver de mange, mange milliarder, der ventes at komme i statskassen i de kommende år. Af samme årsag skal Folketinget ifølge Michael Svarer være påpasseligt med at ændre pensionsreglerne uden et grundigt forarbejde.

»Der skal ikke særlig meget til, før det rykker på grundformen i dansk økonomi,« siger han.

S har foreslået at bruge 3 mia. kr. på en ret til en tidlig folkepension – f.eks. så de, der har været over 40 år på arbejdsmarkedet, kan trække sig to-tre år tidligere tilbage. Men mærkesagen er stødt på store problemer efter valget, hvor De Radikale sammen med de borgerlige partier kan mønstre et flertal imod den socialdemokratiske plan.

Gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen (R) står fast på aftalen med de borgerlige partier og kalder det »fornuftigt at lytte til vismændene«.

»Helt grundlæggende handler det om økonomisk ansvarlighed,« siger hun.

S-formand Mette Frederiksen konstaterer, at modstanden mod hendes pensionsplan »ikke ændrer på vores ønske om at fremme, at nedslidte skal have en mere værdig tilbagetrækning«.

Adspurgt om, hvordan hun vil overvinde et flertal i Folketinget, svarer hun:

»Vi er slet ikke der endnu, hvor vi begynder at kigge på flertal i Folketinget, for vi har ikke en regering endnu.Forudsætningen for, at der bliver gjort mere for de nedslidte, er, at der kan dannes en socialdemokratisk regering.«

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også