Politik

Få kvinder i toppen af Frederiksens magtfulde regeringsudvalg

Ud over statsministeren har kun én anden kvinde fået plads i den nye S-regerings to magtfulde udvalg med i alt ni medlemmer.

Danmarks næste statsminister, Mette Frederiksen, tager sin nye social- og indenrigsminister Astrid Krag med sig ind i regeringens magtfulde udvalg, hvor de resterende syv medlemmer er mænd.  Arkivfoto: Jens Dresling

Kun hver tredje minister i S-formand Mette Frederiksens nye regering er kvinder. Og kigger man på dens absolutte top, så tynder det endnu mere ud. I de to magtfulde udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget, hvorfra meget politik koordineres, og regeringens vigtigste politiske beslutninger klappes af, er kun to ud af ni medlemmer kvinder.

I koordinationsudvalget sidder statsminister Mette Frederiksen selv ved bordenden flankeret af finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod og justitsminister Nick Hækkerup.

Koordinationsudvalget behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, herunder bl.a. større udspil samt lovforslag, og mødes mødes normalt en gang om ugen.

I økonomiudvalget behandles regeringens samlede økonomiske politik - f.eks. forslag til finanslove, kommunerne og regionernes økonomi samt andre politiske forslag med væsentlige økonomiske konsekvenser. Også dette udvalg mødes normalt en gang om ugen.

I økonomiudvalget sidder fem medlemmer. Her er social- og indenrigsminister Astrid Krag det eneste kvindelige islæt i det selskab, der derudover består af finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og erhvervsminister Simon Kollerup.

Her er alle ministrene

1) Statsminister Mette Frederiksen

2) Finansminister Nicolai Wammen

3) Udenrigsminister Jeppe Kofod

4) Justitsminister Nick Hækkerup

5) Social- og indenrigsminister Astrid Krag

6) Skatteminister Morten Bødskov

7) Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen

8) Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen

9) Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke

10) Transportminister Benny Engelbrecht

11) Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn

12) Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil

13) Forsvarsminister Trine Bramsen

14) Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

15) Erhvervsminister Simon Kollerup

16) Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye

17) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard

18) Boligminister Kaare Dybvad

19) Miljøminister Lea Wermelin

20) Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen

Kilde: Statsministeriet

Torsdag formiddag offentliggjorde Statsministeriet listen over alle 20 ministre i den nye S-regering. Af dem er syv kvinder. Det svarer til 35 pct.

Dermed er Frederiksens regering kønsmæssigt mindre lige end både Lars Løkke Rasmussens afgående VLAK-regering samt den forrige S-regering fra 2011.

Da Helle Thorning Schmidt (S) præsenterede sin første regering i 2011, var 9 af 23 ministre kvinder - svarende til 40 pct.

Da Lars Løkke Rasmussen efter valget i 2015 præsenterede sit ministerhold på i alt 17 ministre, var seks af dem kvinder - svarende til 35 pct.

Da Løkke udvidede sin regering med Liberal Alliance og De Konservative var fordelingen 10 kvinder og 12 mænd - og dermed 45 pct. kvinder.

Kønsfordelingen i den nye S-regering skuffer SF-formand Pia Olsen Dyhr:

»Trist med en kvindeandel på kun 35% i den nye regering! Dog positivt med en kvindelig statsminister,« skriver Pia Olsen Dyhr på det sociale medie Twitter.

Nye ansigter - to overraskelser

En stor del af ministernavnene er fundet i den socialdemokratiske folketingsgruppe, men der er også flere overraskelser udefra.

Mette Frederiksen har hentet partiets spidskandidat ved det netop overståede europaparlamentsvalg, Jeppe Kofod, hjem fra Bruxelles blot en måned efter, at han blev valgt med 188.757 personlige stemmer. I stedet for EU-parlamentariker skal han nu være Danmarks nye udenrigsminister.

Samtidig får Roskildes borgmester Joy Mogensen også plads på ministerholdet. Hun skal være regeringens nye kultur- og kirkeminister.

Torsdag overdrager de afgående ministre fra VLAK-regeringen de enkelte ministerier til de nye S-ministre. Lars Løkke Rasmussen overdrager som den første minister Statsministeriet til Mette Frederiksen kl. 13.30.

BRANCHENYT
Læs også