Politik

Her er den nye regering: Mød alle de nye ministre

Der var flere overraskelser, da statsminister Mette Frederiksen torsdag præsenterede ministrene i den nye, socialdemokratiske mindretalsregering. Mød de 7 kvinder og 13 mænd, og læs om nogle af de store udfordringer, som venter mange af dem.

Danmarks nye statsminister, Mette Frederiksen, har sat sit hold og udnævnt sit ministerhold. Den yngste er 33 år. Den ældste 55 år. Foto: Regeringens Kommunikationsenhed, Statsministeriet Mette Frederiksen præsenterer den nye S-regering på Amalienborg i København, torsdag den 27. juni 2019. Torsdag præsenterer Socialdemokratiet den nye regering efter flere uger med forhandlinger. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Udenrigsminister Jeppe Kofod på vej til første tur i ministerbilen. Foto:  Gregers Tycho Statsminister Mette Frederiksen præsenterede sin nye regering på Amalienborg. Foto: Gregers Tycho Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Foto: Jens Dresling Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Arkivfoto: Jens Dresling Danmarks nye kultur- og kirkeminister Joy Mogensen. Foto: Jens Dresling

Mette Frederiksen har sat sit hold og præsenteret Danmarks nye ministre i den nye etparti-regering. Nogle har ministererfaring, andre har aldrig prøvet det før, og to blev hentet udefra. Her kan du møde og læse om alle ministrene, som nu har skubbet Løkke-regeringens folk ud af kontorerne i København:

Mette Frederiksen

Statsminister

41 år, bachelor i samfundsfag og en master i afrikastudier

Hun er Danmarks yngste statsminister nogensinde og den anden kvinde på posten. Mette Frederiksen, der er født i Aalborg, har siddet i Folketinget siden 2001 og er tidligere justitsminister og beskæftigelsesminister. Som leder af en ren socialdemokratisk mindretalsregering bliver den største udfordring at holde sammen på de tre partier i rød blok, der udgør regeringens parlamentariske grundlag: R, SF og Enhedslisten. Hun skal også sikre en god kontakt til partilederne i blå blok, som visse aftaler måske skal indgås med. Hun har været formand for Socialdemokratiet siden Helle Thorning-Schmidts farvel i 2015, men allerede i 1992 blev hun aktiv i politik, da hun blev medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.


Nicolai Wammen

Finansminister

48 år, cand.scient.pol

Den driftssikre og garvede Nicolai Wammen får en helt central, tung og magtfuld rolle i regeringen som den, der skal indgå de økonomiske aftaler, bygge bro og finde kreative løsninger, som skal sikre, at der er penge til at gennemføre de mange initiativer, tiltag og planer, der er i det såkaldte forståelsespapir med R, SF og EL. Wammen, som har siddet i Folketinget siden 2011, har tidligere været forsvarsminister, europaminister, politisk ordfører og var i en årrække borgmester i Aarhus. Han har flankeret Mette Frederiksen i regeringsforhandlingerne, er vellidt i de øvrige partier og har tidligere vist, at han kan skrue vanskelige aftaler og forlig sammen.

Jeppe Kofod

Udenrigsminister

45 år, master i offentlig administration, Harvard University

Det var en af de større overraskelser, at Jeppe Kofod, der i maj blev genvalgt til EU-Parlamentet, er blevet hentet hjem og belønnet med den tunge og prestigefyldte post som udenrigsminister. Kofod, der er vokset op på Bornholm, sad i Folketinget fra 1998 til 2014, hvorefter han blev valgt til EU-Parlamentet. Han har stor erfaring med både international politik og EU-sager. På Christiansborg var han tidligere bl.a. udenrigsordfører og formand i Udenrigspolitisk Nævn, ligesom han har været medlem af Forsvarsudvalget og Europaudvalget. Et af de store spørgsmål bliver, om Kofod vil bremse mange års nedskæringer på det danske diplomati, og om regeringen vil udstikke en ny kurs i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.


Nick Hækkerup

Justitsminister

51 år, cand.jur og ph.d. i EU

Danskerne skal kunne føle sig trygge, lød budskabet torsdag fra Danmarks nye justitsminister, Nick Hækkerup, der gennem en årrække har været en af de centrale figurer i Socialdemokratiets top. Mette Frederiksen har selv været justitsminister og ved, hvor krævende opgaven er, og derfor har hun givet ministeriet til den erfarne og juristuddannede Hækkerup, der tidligere har været forsvarsminister, handels- og europaminister og sundhedsminister. Han har dog ikke hidtil markeret sig så meget på justits- og retsområdet. Allerede som 32-årig blev han borgmester i Hillerød i 2000, men skiftede i 2007 til Folketinget, hvor både hans onkel, far og bror også har siddet. Efternavnet Hækkerup har dybe rødder i Socialdemokratiet.


Astrid Krag

Social- og indenrigsminister

36 år, bachelorstuderende i statskundskab

Astrid Krag blev i 2007 valgt til Folketinget for SF, ligesom hun var sundhedsminister for SF fra 2011 til 2014 i den tidligere Thorning-regering. Men i 2014 skiftede hun til Socialdemokratiet, og hun har siden især markeret sig i velfærdspolitikken og har med sin arbejdsomhed bevæget sig opad i partiet. Som indenrigsminister venter bl.a. vanskelige forhandlinger med kommunerne om deres økonomi næste år og en ny udligningsreform, som har været udskudt flere gange. I socialpolitikken, som er kernestof for S, er missionen at forbedre forholdene for de allersvageste som f.eks. hjemløse og handicappede.


Morten Bødskov

Skatteminister

49 år, bachelor i samfundsfag

Oprydningen og genopbygningen af Skat efter flere skandaler er ikke for tøsedrenge, og derfor har Mette Frederiksen hentet et af partiets mest garvede folketingsmedlemmer ind på den vanskelige post som skatteminister. Morten Bødskov, der har siddet i Folketinget i næsten 18 år, var også justitsminister fra 2011 til 2013. Han måtte dog gå af efter sagen om den såkaldte »nødløgn,« der handlede om, hvorfor Pia Kjærsgaard (DF) fik aflyst et besøg på Christiania. Nu får Bødskov comeback som minister. Han har tidligere været bl.a. retsordfører, erhvervsordfører, finansordfører, EU-ordfører og udenrigsordfører på Christiansborg og var i sin ungdom formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).


Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister

44 år, cand.scient.pol

Det er anden gang i karrieren, at fynboen Dan Jørgensen skal være minister, og denne gang overtager han et ministerium, som bliver det centrale omdrejningspunkt for hele den grønne omstilling, som er en af den nye regerings topprioriteter. Dan Jørgensen, der læste i Aarhus, blev valgt til Folketinget i 2015, men allerede inden var han blevet hentet hjem fra EU-Parlamentet af Helle Thorning-Schmidt, der i 2013 udnævnte ham til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Dan Jørgensen har stor erfaring med klimastoffet, han er en dygtig forhandler, og så har han gode bånd til de andre partier.


Mogens Jensen

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde

55 år, fagbevægelsens lederuddannelse

Egentlig havde de fleste gættet på, at Mogens Jensen ville blive kulturminister, men i stedet overtager han nu ministeransvaret for både fødevarer, fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde. Selv om det kan virke som lidt af en sammenkogt ret, er der tale om en krævende opgave, hvor Mogens Jensen bl.a. skal spille en vigtig rolle i den store omstilling af det danske landbrug, som er nødvendig for at gennemføre regeringens grønne klima- og miljøambitioner. Mogens Jensen har siddet i Folketinget siden 2005 og har tidligere været handels- og udviklingsminister. I de seneste år har han især markeret sig som kultur- og medieordfører.


Magnus Heunicke

Sundheds- og ældreminister

44 år, journalist

Magnus Heunicke, der tidligere har arbejdet som journalist på Danmarks Radio, har været medlem af Folketinget siden 2007 og var tidligere transportminister i Thornings regering. Han står over for en kæmpe opgave med at udstikke kursen på hele sundhedsområdet. Valget betød farvel til blå bloks store sundhedsreform, ligesom nedlæggelsen af regionerne er aflyst, og nu bliver det Heunickes ansvar at tackle de store udfordringer og forandringer, som sundhedsområdet står over for i de kommende år. »Vores sundhedssystem er kronjuvelen i vores velfærdssamfund,« sagde Heunicke torsdag.


Benny Engelbrecht

Transportminister

48 år, kurser på merkonomuddannelsen i markedsføring

Danmarks nye transportminister, Benny Engelbrecht, har været medlem af Folketinget siden 2007. Han var også skatteminister i et lille år fra 2014 til 2015 under Helle Thorning-Schmidts regering. Benny Engelbrecht, der også har været erhvervsordfører og formand for Transportudvalget i Folketinget, kommer til at spille en vigtig rolle for at få inddraget transportsektoren i regeringens ambitiøse planer om at reducere drivhusgasserne med 70 pct. Det kræver, at transportsektoren bidrager. Han får samtidig til opgave at udarbejde en ny langsigtet plan for infrastrukturen i Danmark frem mod 2030.


Rasmus Prehn

Udviklingsminister 46 år, kandidat i samfundsfag og sociologi

Rasmus Prehn, der har siddet i Folketinget siden 2005, har kapret sin første ministerpost og får fremover kontor i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København. Som udviklingsminister får han bl.a. ansvaret for Danmarks udviklings- og bistandspolitik, ligesom han kommer til at spille en rolle i Socialdemokratiets visioner om en ny Marshall-plan for Afrika – som en del af midlerne til at håndtere flygtningesituationen. Prehn har i den seneste valgperiode været transportordfører og formand for Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg. Han overtager posten fra Ulla Tørnæs (V).

Pernille Rosenkrantz-Theil

Børne- og undervisningsminister

42 år, bachelor i statskundskab

Det er bl.a. Pernille Rosenkrantz-Theil, der skal sikre, at Mette Frederiksen kan leve op til valgløftet om at være børnenes statsminister. Hun varsler også, at hun vil prioritere folkeskolen økonomisk og »genetablere lærernes tillid«. Theil sad fra 2001 til 2007 i Folketinget for Enhedslisten, men skiftede så til Socialdemokratiet, som hun har siddet i Folketinget for siden 2011, og hun siden arbejdet sig ud af sin egen røde skygge. Det er Pernille Rosenkrantz-Theils første ministerpost. Hun har været bl.a. børneordfører, socialordfører, handicapordfører og klima- og energiordfører. Hun har desuden været formand for Børne- og Undervisningsudvalget samt medlem af Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget.


Trine Bramsen

Forsvarsminister

38 år, cand.scient.soc.

Trine Bramsen, der har siddet i Folketinget siden 2011 og i flere år har været socialdemokraternes retsordfører, får nu det øverste ansvar for det danske forsvar. Hendes forgænger, Claus Hjort Frederiksen (V), fik som sit svendestykke forhandlet et stort seksårigt forsvarsforlig på plads, så de langsigtede planer, som S selv har bakket op, er på plads. Der er dog stadig store udfordringer. Blandt andet skal Trine Bramsen håndtere den voksende cybertrussel, forsvarets problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere og forklare USA, hvorfor Danmark ikke sætter flere penge af til militæret. Hun skal også håndtere sagen med de nye F-35-kampfly, hvor det senere i år skal afgøres, hvor mange boligejere der skal have erstatning eller støjsikring pga. støj.


Ane Halsboe-Jørgensen

Uddannelses- og forskningsminister

36 år, cand.scient.pol.

Ane Halsboe-Jørgensen blev valgt ind i Folketinget i 2011 i Nordjyllands Storkreds og har bl.a. været partiets børneordfører. Ifølge regeringens planer skal hun bl.a. sikre, at forskningen styrkes, ikke mindst den grønne forskning, og at der værnes om forskningsfriheden. Før den politiske karriere har Halsboe-Jørgensen bl.a. arbejdet som konsulent ved LO. På Christiansborg har hun været medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes ledelse og har desuden varetaget mange forskellige poster. Hun er uddannet som sproglig student fra Fjerritslev Gymnasium og cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.


Simon Kollerup

Erhvervsminister

33 år, cand.scient.pol.

Den 33-årige nordjyde Simon Kollerup, som bliver ny erhvervsminister, er den yngste på et ministerhold, der har en gennemsnitsalder på 41,8 år. Kollerup, der ikke har ministererfaring eller erfaring fra erhvervslivet, skal håndtere tunge udfordringer og bl.a. forholde sig til EU’s bankunion og skandalerne i den danske bankverden. Kollerup har siddet i Folketinget siden 2011 og har bl.a. været fiskeriordfører og landbrugs- og fødevareordfører. Han var tidligere i karrieren konsulent for Københavns overborgmester, Frank Jensens sekretariat (S), og han har også været pressechef i Socialdemokratiet i København i 2009.

Mattias Tesfaye

Udlændinge- og integrationsminister

38 år, uddannet murersvend

Den største udfordring for Mattias Tesfaye bliver i starten at forsvare Socialdemokratiet mod en strøm af anklager fra blå blok om, at partiet har blødt op på den stramme danske udlændingepolitik for at kunne danne regering. Tesfaye, der er uddannet murersvend og har siddet i Folketinget siden 2015, har bl.a. været integrationsordfører og kender området. DF og de øvrige blå er klar til angreb, hvis udlændingepolitikken svækkes, mens R, SF og Enhedslisten vil presse på for lempelser. Tesfaye, som overtager ministeriet efter Inger Støjberg (V), er kendt som en stærk ideolog og kan blive en stor profil i den nye regering.


Peter Hummelgaard

Beskæftigelsesminister

36 år, cand.jur

For Socialdemokratiet er Beskæftigelsesministeriet altid et centralt ministerium, og Peter Hummelgaard står over for en stribe udfordringer. For det første skal han kæmpe for Mette Frederiksens valgløfte om, at der skal indføres en ret for nedslidte til tidlig pension. Et flertal er imod den tidlige tilbagetrækning. Hummelgaard, der har siddet i Folketinget siden 2015 og længe har været et af de store, unge håb i partiet, får sin første ministerpost. Han skal også være med til at sikre, at der kommer mere udenlandsk arbejdskraft i arbejde, bl.a. indvandrerkvinder, og så er det ham, der skal sikre et godt samarbejde med arbejdsmarkedets parter.


Kaare Dybvad

Boligminister

34 år, cand.scient. i geografi og geoinformatik

Kaare Dybvad, der i 2015 blev valgt ind i Folketinget for første gang, har bl.a. været partiets boligordfører.

Han er bl.a. kendt for sit fokus på at skabe et Danmark i bedre balance og bedre forhold i provinsen. Han har kritiseret, at alt for meget flyttes ind til de store byer, mens lokalsamfundene efterlades med resterne, og den tilgang kan også komme til at spille en rolle i boligpolitikken. Den nye boligminister er uddannet i geografi og geoinformatik fra Københavns Universitet og var før Folketinget bl.a. ansat ved Væksthus Sjælland, hvor han arbejdede fra 2012 til 2015. Han er vokset op i Holbæk og har været kandidat til Folketinget i Holbækkredsen siden 2010.

Lea Wermelin

Miljøminister

34 år, cand.scient.pol

Lea Wermelin er måske stadig forholdsvis ukendt i Danmark, men Danmarks nye miljøminister er en markant socialdemokrat på Bornholm, hvor hun også bor. Hun har siddet i Folketinget siden 2015 og har bl.a. været bæredygtighedsordfører for Socialdemokratiet. Tidligere har hun bl.a. arbejdet som politisk medarbejder på Christiansborg for Socialdemokratiet. Wermelin kommer i samspil med flere af de øvrige ”grønne” ministerier til at spille en rolle i regeringens ambitioner om en omfattende grøn omstilling. Wermelin får desuden Mogens Jensen som tæt kollega, da han bliver minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde i samme ministerium.

Joy Mogensen

Kultur- og kirkeminister

38 år, bachelor i kultur- og sprogmødestudier

Joy Mogensen, der siden 2011 har været borgmester i Roskilde Kommune, var en af overraskelserne i Mette Frederiksens nye etpartiregering. Hun sidder ikke i Folketinget og bliver trukket ind udefra. Hun har overtaget ministeriet fra Mette Bock (LA) og får bl.a. ansvaret for nye medieforhandlinger, hvor regeringen vil styrke dansk public service. Før folketingsvalget blev Joy Mogensen landskendt, da partikollegaen Simon Simonsen kritiserede hende for at blive solomor med et donorbarn. Den nye kirke- og kulturminister er uddannet i kultur- og sprogmødestudier fra RUC og har bl.a. arbejdet som konsulent for Rambøll og Teknologisk Institut. Hun forventer at gå på barsel i oktober.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også