Politik

En murer med talent skal styre udlændingepolitikken

Danmarks nye udlændinge- og integrationsminister er mureruddannet og »har ordet i sin magt«. Men fremtidens udlændingepolitik bliver en udfordring, lyder vurderingen.

Statsminister Mette Frederiksen præsenterede sine nye ministre for dronningen på Amalienborg torsdag, og her er det udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mattias Tesfaye er Danmarks nye udlændinge- og integrationsminister, og at den 38-årige mureruddannede nu får en post i toppolitik kommer ikke bag på Steen Wrist Ørts, der har arbejdet sammen med Mattias Tesfaye i fagforbundet 3F, hvor den nyvalgte ministers politiske interesse for alvor tog fart.

»Det er ikke en overraskelse for mig, at han blev medlem af Folketinget, og at han nu er blevet minister. Mette Frederiksen ser formentlig nogle af de samme træk i ham, som allerede var tydelige, dengang vi arbejdede sammen. Han lytter mere end han taler, og han har samtidig ordet i sin magt,« siger Steen Wrist Ørts, der fra 2006 og nogle år frem var en del af 3F Ungdom sammen med Mattias Tesfaye.

Dengang var Mattias Tesfaye lærlingekonsulent, og Steen Wrist Ørts var ungdomskonsulent. I dag er Steen Wrist Ørts sekretariatsleder i 3F.

I 3F Ungdom var de to en del af en gruppe, der bl.a. kæmpede for at forbedre lærlinges arbejdsvilkår.

»Mattias var især optaget af en ordentlig lærlingeløn, og på et tidspunkt valgte han at blive frivillig ungdomsformand og stoppede i sit job som lærlingekonsulent, fordi det var sagen, der var bærende for ham og ikke jobbet,« fortæller Steen Wrist Ørts.

Han lægger også vægt på, at det vigtigt at huske, hvor man kommer fra, når man går ind i politik.

»Det har Mattias været god til. Jeg er stolt over, at en murer med talentet i orden skal bestride et af de flotteste embeder i Danmark.«

Fra murersvend til politik

Mattias Tesfaye blev født den 31. marts 1981 i Aarhus. Han er uddannet murersvend ved Skanska og Aarhus Tekniske Skole i 2001.

Fra 1999 til 2003 var han bestyrelsesmedlem i murernes fagforening. Efterfølgende har han været formand for 3F Ungdom, og han har også arbejdet som ungdomskonsulent for det daværende SiD, der i dag er 3F.

Han trådte for alvor ind i politik, da han i 2012 blev næstformand i SF, men han meldte sig ud i 2013, hvorefter han blev medlem af Socialdemokratiet. Siden juni 2015 har han været folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds.

Derudover er Mattias Tesfaye forfatter til flere bøger. Bl.a. debatbogen ”Kloge Hænder - et forsvar for håndværk og faglighed” fra 2013 og ”Velkommen Mustafa” fra 2017, der handler om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik.

Mattias Tesfaye bor i Albertlund sammen med sin kone og to børn. Han overtager posten som udlændinge- og integrationsminister efter Inger Støjberg (V).

Jyllands-Postens politiske redaktør Marchen Neel Gjertsen mener også, at Mattias Tesfaye er et oplagt valg til jobbet som udlændinge- og integrationsminister.

»Han er en af de dygtigste politikere, Socialdemokratiet har. Han er en stærk samfundsdebattør, og jeg er sikker på, at han nok også skal komme til at dele vandene, fordi hans værdipolitiske ståsted formentlig vil provokere venstrefløjen. Han er en stærk værdikriger, både når det gælder beskæftigelsespolitikken og udlændingepolitikken,« siger Marchen Neel Gjertsen og tilføjer:

»Han er en stærk retoriker, meget arbejdsom og eftertænksom. Han er sådan man lytter til, når han taler.«

Som ny udlændinge- og integrationsminister overtager Mattias Tesfaye også et af de vigtigste områder i dansk politik lige nu, og måske endda det vigtigste, mener Marchen Neel Gjertsen.

»Han overtager området på et bagtæppe, hvor det er lykkedes Socialdemokratiet at holde fast i det meste på udlændingepolitikken, men hvor de også har måttet give indrømmelser til De Radikale, Enhedslisten og SF. Det vil sige, at der stadigvæk er rigtig mange politiske uenigheder blandt partierne, som bliver hans parlamentariske grundlag,« fortæller den politiske redaktør.

Mattias Tesfaye er en dem, der repræsenterer den nye linje i Socialdemokratiets udlændingepolitik, men Marchen Neel Gjertsen vurderer, at det fortsat bliver en vanskelig opgave at få enderne til at mødes i udlændigepolitikken.

»Vi skal nu bl.a. se, om den store vision om at lave flygtningelejre uden for Danmarks og Europas grænser kan realiseres. Det lykkedes ikke for Inger Støjberg (V), og nu er det så Mattias Tesfayes opgave,« siger Marchen Neel Gjertsen og understreger, at udfordringen bliver den fremtidige udlændingepolitik.

»Socialdemokratiets og Mattias Tesfayes udfordring bliver, hvorvidt de kan blive ved med at finde løsninger og stramme udlændigepolitikken, der hvor der skal strammes, uden at miste sig selv og uden at komme alt for meget på kant med De Radikale, Enhedslisten og SF,« vurderer den politiske redaktør.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også