Politik

Mette Frederiksen: Tilliden ryger, hvis vi ikke finder løsning i dag

Mange europæere vil sige, hvis de ikke kan finde ud af det, hvad kan de så finde ud af, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen før anden runde af EU-topmøde om topposter går i gang. Margrethe Vestager (R) er stadig i spil.

Mette Frederiksen sagde til den danske presse tirsdag, at Margrethe Vestager fortsat er i spil til et topjob i EU. Foto: Piroschka Van De Wouw

Håbet er ikke slukket, hverken for Danmark eller den danske EU-kommissær Margrete Vestagers chance for at lande et topjob i EU. Det slog statsminister Mette Frederiksen fast, før hun gik ind til EU-topmødet i Bruxelles.

»Margrethe Vestager er på bordet. I forskellige udgaver og kombinationer, der er ikke en færdigklappet aftale på plads,« lød det fra Mette Frederiksen.

EU-topmødet blev afbrudt mandag eftermiddag efter mere end 18 timers natteforhandlinger, som ikke bragte nogen løsning på, hvem der skal udnævnes til de centrale EU-topposter i de næste fem år. Det gælder ud over formand for Europa-Kommissionen, EU-præsidenten og EU’s udenrigschef. Derudover skal Europa-Parlamentet vælge en formand, og senere skal en ny chef for Den Europæiske Centralbank udnævnes.

Jeg er af den meget klare overbevisning, at det er regeringscheferne, der skal træffe beslutning om, hvem der skal lede rådet og kommissionen. Det er vigtigt, at den beslutning kommer på plads i dag, før parlamentet sætter sig.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen antyder, at det nu er sidste udkald, hvis europæernes tillid til politikerne og til EU skal bevares:

»Nu er det rådsmøde nummer to, der har kørt over tre dage. Når vi går ud fra mødet i dag, skal der være en løsning, ellers er vi der, hvor mange europæere vil sige: ”Hvis de ikke kan finde ud af det, hvad kan de så finde ud af”,« mener Mette Frederiksen.

Tirsdag morgen var hun til formøde i den socialdemokratiske gruppe, som har indstillet hollænderen Frans Timmermans som formand for Europa-Kommissionen. Han er nu viceformand og den, som har meddelt Polen og Ungarn, at de er på kant med retsstatens principper. For både de øst- og centraleuropæiske lande og for Italien er han uspiselig som kandidat. Også de konservative har udtalt markant modstand, men har selv det problem, at de ikke kan samle opbakning til deres kandidat: Tyskeren Manfred Weber.

Ifølge Mette Frederiksen fastholder socialisterne, at Timmermans er deres kandidat:

»Den socialdemokratiske lejr har en kandidat,« lød det fra Mette Frederiksen, som selv kæmper for Margrethe Vestager.

»Jeg har ikke behov for at overbevise mine socialdemokratiske kolleger om, at Vestager er kandidat. Det er hun allerede i deres optik,« sagde hun.

Mette Frederiksen slår fast, at der skal findes en løsning, inden EU’s 28 stats- og regeringschefer siger farvel til hinanden:

»Jeg er af den meget klare overbevisning, at det er regeringscheferne, der skal træffe beslutning om, hvem der skal lede rådet og kommissionen. Det er vigtigt, at den beslutning kommer på plads i dag, før parlamentet sætter sig,« siger hun med henvisning til, at Europa-Parlamentet mødes for første gang tirsdag, og at parlamentarikerne allerede onsdag skal beslutte, hvem der skal være formand.

»Alle arbejder i retning af, at vi skal finde en løsning, men der er forskellige holdninger til, om det er nødvendigt eller ej, også om parlamentet skal komme først,« vurderer den danske statsminister, som tilføjer, at partipolitik alene ikke skal afgøre, hvem der får den vigtigste post som formand for Europa-Kommissionen.

»Når man er formand for kommissionen, må dit politiske tilhørsforhold træde i baggrunden, så skal du være hele Europas kommissionsformand. Det er de personlige kompetencer, som er vigtigst,« siger hun.

Mette Frederiksen lægger vægt på, at EU-topmødet ikke brød sammen, men teknisk set blot blev suspenderet.

»Jeg sagde: ”Vi bliver i Bruxelles, og vi bliver, til vi har fundet en løsning”,« fortæller hun om, hvad hun selv sagde til sine EU-kolleger.

Mette Frederiksen er debutant på et EU-topmøde, og kan trods de langvarige forhandlinger også se en lille fordel:

»Der er så mange timer, at jeg har fået hilst ordentligt på alle mine kolleger, også på tomandshånd. Dem, som jeg ikke kendte i forvejen, har jeg fået snakket med. Men det går langsomt hernede,« siger hun og lægger ikke skjul på, at hendes danske tålmodighed er sat lidt på prøve.

BRANCHENYT
Læs også