Politik
0

EU-lande har nomineret tysk forsvarsminister til topjob

EU's stats- og regeringschefer enes om, at tysk forsvarsminister nomineres som kommissionsformand, skriver Donald Tusk på Twitter.

Ursula von der Leyen: Foto: Christoph Soeder / dpa / AFP

Tysklands forsvarsminister skal lede arbejdet i EU-Kommissionen de næste fem år, hvis EU-Parlamentet godkender en nominering fra EU's stats- og regeringschefer tirsdag aften.

Noget usædvanligt valgte forsvarsminister Ursula von der Leyens eget hjemland imidlertid at undlade at støtte kandidaten.

Det skyldes modstand i forbundskansler Angela Merkels regering fra koalitionspartneren SPD.

Før tyskeren - og alle andre - kan vide sig sikre, skal EU-Parlamentet godkende hende ved en afstemning, som EU-traktaten foreskriver.

Stats- og regeringscheferne blev enige om en pakke.

Den medfører, at Belgiens fungerende premierminister, Charles Michel, bliver EU-præsident.

Belgieren var undervejs i forløbet del af forskellige skitser til løsninger på jobkabalen og ofte i "konkurrence" med - også liberale - Margrethe Vestager.

Danskeren endte med en post som næstformand i EU-Kommissionen.

Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, indstilles til posten som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB). Før franskmanden kan få posten skal ECB's Styrelsesråd og EU-Parlamentet involveres.

EU-Parlamentet vælger formelt formand onsdag på en samling i Strasbourg.

Ifølge Donald Tusk er der stadig et stort spørgsmål, om EU-Parlamentet vil tilslutte sig den pakke, som stats- og regeringscheferne er blevet enige om.

Han fortæller endvidere, at den nye EU-top ikke vil ændre fokus.

- Jeg er helt sikker på, at de nye ledere af vores institutioner vil være lige så konsekvente, som vi er i dag, når det kommer til udtrædelsesaftalen (brexit, red.) og vores villighed til at diskutere vores fremtidige forhold med Storbritannien, siger Tusk.

Da de første meldinger om en toppostpakke med Ursula von der Leyen begyndte at cirkulere, kom der hurtigt kritik fra flere kanter.

Hun var ikke acceptabel for de tyske socialdemokrater, og der kom også meldinger fra den socialdemokratiske gruppe i Strasbourg, om at de ikke vil acceptere det.

BRANCHENYT
Læs også