Politik

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Hun er udset til at styre Europas økonomi: Det er formentlig godt nyt for boligejerne

Christine Lagarde står til at blive ECB-chef og vil gøre »whatever it takes« for at holde den pengepolitiske speeder i bund, vurderer investeringsøkonom.

Christine Lagarde er tidligere finansminister i Frankrig, nuværende IMF-chef og nu udset til at blive øverste ansvarlige for ECB. Foto: Modh Rasfan/AFP

De danske og europæiske boligejere kan onsdag morgen ånde lette op.

For tirsdag aften kom det frem, at den nuværende IMF-chef, Christine Lagarde fra Frankrig, står til at blive ny øverste ansvarlige for Den Europæiske Centralbank, ECB, fra slutningen af oktober.

Hun vurderes at fortsætte den pengepolitiske linje, som den afgående ECB-chef, Mario Draghi, har lagt gennem de seneste år. Nemlig at holde fast i de rekordlave renter for at holde hånden under væksten.

Det er godt nyt for boligejerne, mener investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

»For investorerne og boligejerne er det først og fremmest et signal om, at den pengepolitiske speeder fortsat vil blive trådt godt og grundigt i bund. Boligejerne og investorer får mere whatever it takes,« skriver han i en kommentar til valget af Christine Lagarde som ECB-chef.

Den nuværende ECB-chef Mario Draghi har antydet, at en ny rentesænkning kan være på vej i enten juli eller september. Med udnævnelsen af Christine Lagarde er en rentestigning ikke nærtforestående, forudser Per Hansen.

»Udsigterne til, at renterne på et senere tidspunkt igen skal stige, er meget langsigtede,« skriver han.

Den tyske Bundesbank-chef Jens Weidmann har været nævnt som en mulig ny ECB-chef. Han bliver anset som en rentehøg, der står for en anden stil end Christine Lagarde, hvilket ville have betydet noget andet for investorerne og boligejerne.

»Jens Weidmann repræsenterer Tysklands holdning om, at pengepolitikken nok kan understøtte finanspolitikken, men lav pris på penge (renten, red.) kan ikke gøre arbejdet alene, hvis en ansvarlig økonomisk finanspolitik ikke bliver gennemført,« skriver Per Hansen.

For investorerne og boligejerne er det først og fremmest et signal om, at den pengepolitiske speeder fortsat vil blive trådt godt og grundigt i bund.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

Der spekuleres i øjeblikket i, at Mario Draghi kan finde på at genstarte de historisk store obligationskøb i finansmarkederne, som man så efter gældskrisen i eurozonen, da han har udtalt, at »alle instrumenter er til rådighed«.

Netop obligationskøbene har Christine Lagarde fra sit hjørnekontor i IMF udtalt sin støtte til, ligesom hun har advaret mod en opstramning af pengepolitikken fra ECB's side.

»Jeg er stolt af at være blevet nomineret til chef for Den Europæiske Centralbank. I det lys, og efter samtaler med den etiske komité i IMF, har jeg besluttet midlertidigt at fratræde mine forpligtelser som adm. direktør i IMF under nomineringsperioden,« skriver Christine Lagarde i en pressemeddelelse.

Christine Lagarde har været chef for IMF siden 2011, hvor hun dengang afløste Dominique Strauss-Kahn på posten. Før tiden hos IMF fungerede hun som Frankrigs finansminister.

Før franskmanden kan overtage posten som ECB-chef fra Mario Draghi, skal ECB's Styrelsesråd og EU-Parlamentet involveres.

BRANCHENYT
Læs også