Serier

Briterne har sagt nej, nej, nej - men ny EU-formand holder fast i »god« aftale

Den nyvalgte formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen holder i interview fast i den aftale, EU har forhandlet med Theresa May.

Brexit - britisk farvel til EU
Ursula von der Leyen ses her i selskab med Tysklands kansler Angela Merkel, i forbindelse med at von der Leyen overdragede ansvaret for det tyske forsvarsministerium til Annegret Kramp-Karrenbauer. Foto: John MACDOUGALL / AFP) / ALTERNATIVE CROP

Flere britiske politikere har ytret ønske om at forhandle en ny afskedsaftale på plads mellem Storbritannien og EU frem for den, som premierminister Theresa May har forhandlet sig frem til, men ikke fået gennemført.

I et nyt interview med fem store europæiske aviser afviser den nyvalgte formand for EU-kommissionen, tyske Ursula von der Leyen, dog den tanke.

I stedet understreger hun ligesom Jean-Claude Junker, som hun afløser på formandsposten, at EU holder fast i May-aftalen.

Von der Leyen fastholder, at aftalen »ikke er død,« på trods af at den er blevet nedstemt tre gange i det britiske parlament, mens et no deal-scenarie begynder at se sandsynligt ud.

»Nej, det er en god aftale, som er blevet forhandlet ordentligt og i overenstemmelse med de røde linjer, som den britiske regering selv har tegnet op,« siger Ursula von der Leyen til The Guardian.

Hun understreger i samme ombæring, at et no deal-scenarie efter hendes mening ville være dårligt for alle parter.

»Vi vil ikke have et "hårdt brexit." Det vil være et dårligt udfald for begge parter,« lyder det fra von der Leyen, der tiltræder formandsposten 1. november.

Von der Leyen har tidligere gjort det klart, at hun i forbindelse med brexit-forhandlingerne er villig til at lade Storbritannien forblive i EU længere end til 31. oktober, som ellers lige nu er deadline for afskeden.

Der skal dog være »gode grunde« til en forlængelse:

»Et brexit uden en aftale vil medføre massive negative konsekvenser for begge sider, ej at forglemme hvad det vil betyde for Irland. Det er derfor, jeg er villig til at lytte til vores britiske venner, hvis de kommer med gode grunde til en forlængelse.«

BRANCHENYT
Læs også