Politik
0

Trumps aflysning af besøg i Danmark udløser byge af kritik i USA

Amerikanerne udtrykte på sociale medier forundring og forargelse over præsident Donald Trumps klodsede håndtering af spørgsmålet om Grønland og hans abrupte aflysning af statsbesøget.

USA's præsident har valgt at udskyde sit besøg til Danmark efter Mette Frederiksens afvisning af et salg af Grønland. Foto: Tobias Schwarz og  Nicholas Kamm/AFP Foto: Nicholas Kamm / AFP

WASHINGTON

Der gik fem dage fra Donald Trumps forbavsende ide om at købe Grønland ramte forsiden på dagbladet Wall Street Journal til præsidenten droppede sit statsbesøg i Danmark med den begrundelse, at statsminister Mette Frederiksen (S) har afvist projektet.

Beslutningen blev – som præsidenten har det for vane – kommunikeret via Twitter med et ordvalg, der lå i den afgjort pæne ende af, hvordan Trump kan gebærde sig på yndlingsmediet.

»Danmark er et meget særligt land med fantastiske mennesker, men på grund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke er interesseret i at drøfte købet af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der var planlagt til om et par uger, til et andet tidspunkt,« skrev Trump. 

Få timer før havde USA’s ambassadør i København Carla Sands ellers tweetet, at ”Danmark er klar til besøget fra USA’s præsident. Partner, allieret, ven.” 

Aflysningen af statsbesøget, der var arrangeret i huj og hast, fik natten til tirsdag dansk tid tusinder af amerikanere til tasterne for at sige deres uforbeholdne mening om forløbet. 

»Trump aflyser rejse til Danmark, fordi de ikke vil sælge ham Grønland. Helt ærligt,« skrev Peter Baker, New York Times chefkorrespondent i Det Hvide Hus, på Twitter. 

En af de tunge profiler i amerikansk diplomati, landets tidligere ambassadør i Moskva, Michael McFaul, lagde ikke fingrene imellem: ”En vanvittig, fornærmende måde at bedrive diplomati på. Husk på, at Danmark er en Nato-allieret, hvis soldater døde kæmpende sammen med os i Afghanistan, fordi VI blev angrebet den 11. september,” skrev han.   

En del reaktioner gik på, at den megen hurlumhej omkring Grønland er et forsøg på at lægge politisk røgslør ud: »Det ubesvarede spørgsmål er, hvad der er den virkelige grund til, at Trump ikke ønskede at tage til Danmark, og som han nu bortforklarer med Grønlands-historien,« skrev Maggie Haberman, politisk medarbejder hos New York Times.

OVERBLIK: Trump vil ikke længere på besøg i Danmark

USA's præsident, Donald Trump, har natten til onsdag dansk tid aflyst sit planlagte besøg i Danmark 2.-3. september.

Få her et overblik over forløbet omkring præsidentens interesse i Grønland og det nu aflyste besøg:

30. juli:

Donald Trump siger til journalister i Det Hvide Hus, at han muligvis vil besøge Danmark i forbindelse med et besøg i Polen i begyndelsen af september.

31. juli:

Kongehuset oplyser, at Donald Trump og førstedamen, Melania Trump, kommer til Danmark på et officielt statsbesøg 2.-3. september. Præsidenten er blevet inviteret af dronning Margrethe.

Samme dag oplyser Statsministeriet, at Donald Trump under sit besøg skal mødes med statsminister Mette Frederiksen (S), formanden for Grønlands Landsstyre og den færøske lagmand.

Mette Frederiksen oplyser i en pressemeddelelse, at hun vil diskutere arktiske spørgsmål og sikkerhedspolitik med Donald Trump under hans statsbesøg.

15. august:

På baggrund af flere anonyme kilder med kendskab til sagen skriver The Wall Street Journal, at Donald Trump angiveligt overvejer idéen om at købe Grønland.

16. august:

I kølvandet på historien fra The Wall Street Journal slår det ene af Folketingets to medlemmer fra Grønland, Aaja Chemnitz Larsen, fast, at Grønland ikke er en handelsvare.

I et opslag på Twitter skriver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen:

- Det må være en aprilsnar. Totalt uden for sæson.

Også den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen, slår fast, at Grønland ikke er til salg.

18. august:

Larry Kudlow, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, bekræfter, at Trump-administrationen er i gang med at "kigge på" et muligt køb af Grønland.

Kort tid efter bekræfter Trump, at han er interesseret i Grønland ud fra et "strategisk" synspunkt.

Samme dag siger statsminister Mette Frederiksen, at hun håber, at meldingerne fra USA ikke er ment alvorligt.

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, siger hun til den grønlandske avis Sermitsiaq.AG.

Mette Frederiksen er på besøg i netop Grønland 18. og 19. august.

Senere samme dag sår Trump tvivl om sit besøg i Danmark 2.-3. september. Under et møde med amerikansk presse siger han:

- Vi er en af Danmarks allierede, og vi hjælper Danmark, og vi beskytter Danmark. Jeg overvejer at tage dertil (Danmark, red.).

- Jeg tager ikke nødvendigvis helt sikkert dertil. Det gør jeg måske. Vi tager til Polen, og så tager vi måske til Danmark, siger Donald Trump.

Om aftenen siger Mette Frederiksen til DR, at hun stadig forventer, at Donald Trump besøger Danmark til september.

21. august:

Natten til onsdag dansk tid skriver Donald Trump på Twitter, at han har udskudt sit planlagte besøg i Danmark til september på ubestemt tid som følge af Mette Frederiksens afvisning af et salg af Grønland.

Kilder: Reuters, The Wall Street Journal, Fox News, Sermitsiaq.AG, DR.

Også profiler langt fra den politiske verden havde en mening om forløbet: ”Du kan ikke få Grønland,” skrev skuespilleren Mia Farrow. ”Han var et rigt og spoleret barn. For at undgå hans nu berømte raseriudbrud var der aldrig nogen, som sagde nej til ham. Han er et monster,” skrev Farrow om Trump.

Der var dog også enkelte Twitter-brugere, som applauderede Trumps fremfærd, eller lige frem mente, at han burde skrue bissen yderligere på. 

»Det er Danmarks HELD, at vi ikke mobiliserer Grønlands borgere, og får dem til at erklære uafhængighed, og så får dem til at bede om at blive annekteret af USA. Vi har været for flinke ved lille Danmark og dets forfærdelige ledelse,« skrev Michael Coudrey, en højreorienteret iværksætter.

Læserstorm i Washington

Hos den indflydelsesrige hovedstadsavis Washington Post var historien aftenens mest læste og i løbet af de første par timer efter Trumps tweet kom der over 2000 kommentarer til beslutningen.

Generelt lagde abonnenterne ikke fingrene imellem i deres vurderinger.

»Ville den kinesiske præsident aflyse en rejse til USA, fordi Trump ikke vil sælge ham Texas? Der er ingen udenrigspolitisk strategi i dette ud over at dulme Trumps altid sårede ego,« skrev en af læserne. 

»Jeg ville ønske Danmark kunne købe halvdelen af USA,« lød det fra en anden.

Ifølge Washington Post havde man i Det Hvide Hus diskuteret at tilbyde at overtage Danmarks finansielle forpligtelser over for Grønland og desuden betale et større engangsbeløb i forbindelse med den foreslåede handel. 

BRANCHENYT
Læs også