Serier

FN: Briterne vil tabe over 100 mia. kr. på brexit uden aftale

Det vil koste briterne dyrt, hvis de forlader EU uden en handelsaftale, konkluderer FN i en ny rapport.

Brexit - britisk farvel til EU
Brexit-modstandere protesterede tirsdag mod at forlade EU uden en aftale i Londons gader. FN's undersøgelser viser, at et brexit uden aftale vil resultere i et tab på mindst 16 mia. dollars i britisk eksport. Foto: ISABEL INFANTES/AFP

Briterne vil gå glip af mindst 16 milliarder dollars - over 100 milliarder kroner - i tabt eksport, hvis de forlader EU uden en handelsaftale.

Sådan lyder det tirsdag i en rapport fra FN's handelsorganisation, UNCTAD.

Her lyder det videre, at beløbet formentlig vil være endnu højere, når man også tager højde for de indirekte konsekvenser af et brexit uden aftale.

- UNCTAD's undersøgelser viser, at et brexit uden aftale vil resultere i et tab på mindst 16 milliarder dollars i britisk eksport. Det svarer til cirka syv procent af briternes samlede eksport til EU, skriver FN's handelsorganisation.

Udgifter til eksempelvis grænsekontrol og som følge af forstyrrelser i det britiske og europæiske samarbejde vil koste briterne yderligt, lyder det.

Storbritannien har haft overordentligt svært ved at lande en aftale med EU.

Tilbage i november 2018 indgik den daværende britiske premierminister, Theresa May, en aftale med EU.

Det lykkedes dog ikke at samle opbakning til den i hjemlandet, og efter tre mislykkede forsøg meddelte May sin afgang som premierminister i maj.

I mellemtiden blev brexitdatoen udskudt fra 29. marts til 31. oktober.

Nu hedder premierministeren Boris Johnson, og han har gentagne gange understreget, at briterne forlader EU 31. oktober - aftale eller ej.

Det løfte gentog han mandag i en tale foran embedsboligen i Downing Street.

Det har fået en gruppe parlamentsmedlemmer til at udforme et lovforslag, hvis formål er at blokere for et brexit uden aftale.

Det lovforslag ventes Underhuset at tage stilling til tirsdag aften.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også