Politik
0

Gamle partier fik vælgerlussing ved norsk lokalvalg

Norske socialdemokrater og konservative går markant tilbage ved valg, mens grønne partier får storsejr.

Lan Marie Berg og miljøpartiet De Grønne fik et overraskende godt valgresultat. Foto: Hakon Mosvold Larsen/Reuters

Norges konservative regeringsparti, Høyre, og de norske socialdemokrater i Arbeiderpartiet har fået en begmand af vælgerne ved det norske lokalvalg mandag.

Det står klart efter den endelige stemmeoptælling tidligt tirsdag morgen. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB og tv-stationen NRK.

Værst ser det ud for Arbeiderpartiet, der går tilbage med over otte procentpoint. Dermed får partiet bare 24,8 procent af stemmerne sammenlignet med næsten 33 procent ved lokalvalget for fire år siden.

Valgresultat

De norske vælgere var i humør til noget nyt.

Således blev lokalvalget mandag noget af en begmand til især de to gamle partier, det socialdemokratiske Arbeiderpartiet og det konservative Høyre.

Her kan du se, hvordan resultaterne faldt ud. Tal i parentes er partiernes resultat ved lokalvalget i 2015:

  • Arbejderpartiet: 24,8 procent (33 procent)
  • Høyre: 20,1 procent (23,2 procent)
  • Senterpartiet: 14,4 procent (8,5 procent)
  • Fremskrittspartiet: 8,3 procent (9,5 procent)
  • Miljøpartiet De Grønne: 6,7 procent (4,2 procent)
  • Sosialistisk Venstreparti: 6,0 procent (4,1 procent)
  • Kristelig Folkeparti: 4,0 (5,4 procent)
  • Venstre: 3,8 procent (5,5 procent)
  • Rødt: 3,8 procent (2,0 procent)
  • Lokale lister: 8,0 procent (3,2 procent)

Kilde: Den norske valgmyndighed.

Statsminister Erna Solbergs konservative parti står til lige over 20 procent af stemmerne - en tilbagegang på tre procentpoint.

Den store vinder ved valget bliver midterpartiet Senterpartiet, der går frem med knap seks procentpoint til 14,4 procent af stemmerne på landsplan.

Også Miljøpartiet De Grønne står til en overraskende storsejr. Partiet er gået mærkbart frem i flere byer. I hovedstaden Oslo har partiet fået 15,2 procent af stemmerne og er blevet det tredjestørste parti.

Erna Solberg var da også hurtigt ude at ønske de to partier tillykke med valgsejren.

- Miljøpartiet og Senterpartiet er de store vindere. Det må vi være generøse nok til sige på en dag som denne, lød det fra statsministeren ved Høyres valgfest i Oslo mandag aften ifølge NTB.

Ifølge de norske valgmyndigheder er lokalvalget - på trods af øretæven til Arbeiderpartiet - et skred til venstre.

Således går de røde partier i Norge samlet set frem og opnår næsten 56 procent af stemmerne.

Det betyder, at røde koalitioner har gode muligheder for at tage kontrollen i mange norske kommuner og fylker - det norske svar på amter.

Et faktum, der ifølge den konservative statsminister skuffer.

- Vi havde gerne set, at flere byer og bygder lå til at få blåt styre, lød det fra Erna Solberg.

Mandagens valgdeltagelse endte på 64,5 procent for kommunevalg og lige under 60 procent ved valg til de norske fylker.

BRANCHENYT
Læs også