Politik

Tysker præsenterer EU-Kommission med historisk mange kvinder

Ligestilling i fordelingen af topposter følges op af en EU-Kommission med lige mange mænd og kvinder.

Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand. Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix

Ursula von der Leyen ser ud til at lykkes med det, som ingen før hende har kunnet klare som kommende formand for EU-Kommissionen.

Hun præsenterer tirsdag 13 kvinder og 14 mænd på det hold, som fra 1. november skal udgøre kommissærkollegiet fra 2019 til 2024.

Kvinder har været underrepræsenteret i forskellig grad i alle tidligere udgaver af EU-Kommissionen.

Dermed rykker det for ligestillingen i EU-systemet i 2019.

I juli, da EU's stats- og regeringschefer fordelte topposter, endte det ligeledes med en kønsbalance, da Ursula von der Leyen blev udpeget som kommissionsformand og Christine Lagarde som chef for ECB.

For Danmark er der genvalg til konkurrencekommissær Margrethe Vestager, som var en af to, der blev udset en særlig position som første næstformand af EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i juli.

Den anden første næstformand er Frans Timmermans, som aktuelt har samme position i Jean-Claude Junckers kommissærkollegium.

Vestager får dog ifølge lækkede oplysninger - og flere kilder i EU-Kommissionen - en anden rolle. Hun er, vil et lækket dokument vide, udset en rolle som chef for det digitale område.

Overblik: Vejen til ny EU-Kommission er lang og koster ofre

Ursula von der Leyen, den kommende formand for EU-Kommissionen, præsenterer tirsdag sit kommissærhold på et pressemøde i Bruxelles.

Her er en kort gennemgang af processen med at sammensætte kommissærkollegiet.

  • 2. juli blev Ursula von der Leyen af EU-landenes stats- og regeringschefer udpeget som den næste formand for Europa-Kommissionen.
  • 16. juli blev den 60-årige tysker godkendt af Europa-Parlamentet ved en afstemning i Strasbourg.
  • I perioden herefter rejste von der Leyen rundt til EU’s hovedstæder for blandt andet at samle sit kommissærhold.
  • 4. september sendte Italien - som det sidste medlemsland - et navn på en kommissærkandidat til Ursula von der Leyen, som kunne lægge de sidste kort i kabalen.
  • 9. september udsendte EU-Kommissionen en liste over de bekræftede kommissærkandidater. Storbritannien har besluttet ikke at udpege en kandidat, da landet forventer at forlade EU 31. oktober.
  • 10. september vil Ursula von der Leyen præsentere medlemmerne af sin kommission, deres opgaver og kommissionens arbejdsplan.
  • Kommissærkandidaterne skal i perioden 30. september til 8. oktober møde til høringer i relevante udvalg i Europa-Parlamentet.
  • EU-Parlamentet skal herefter stemme om hele kommissærkollegiet. Det har, siden parlamentet fik denne rolle i 2004, været sædvane, at en eller flere kandidater må skiftes ud for at opnå parlamentets endelige accept.
  • På et EU-topmøde 17-18. oktober skal stats- og regeringscheferne formelt godkende kommissionen.
  • 1. november kan Ursula von der Leyens hold af kommissærer tage fat på arbejdet. Hendes mandat løber til 31. oktober 2024.

Kilder: EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Det digitale får en mere central placering i den næste EU-Kommissions arbejde. Det har Ursula von der Leyen annonceret.

Området er sammen med blandt andet klima et af seks, som kommissionen vil have særligt fokus på. Timmermans skal ifølge rygterne være kommissær for klima.

Listen med de 26 kommissærkandidater, hvis porteføljer Ursula von der Leyen tirsdag vil løfte sløret for, skal nu godkendes af EU-landene, hvorpå den skal bringes i EU-Tidende.

Efterfølgende skal alle kommissærerne optræde ved høringer i forskellige udvalg i EU-Parlamentet. Siden skal parlamentet stemme om godkendelsen af den samlede EU-Kommission.

Det er normalt, at nogle kandidater må udskiftes efter høringer i EU-Parlamentet.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også