Politik

Politikere ville sprede de studerende, men de klumper sig stadig sammen

Langt størstedelen af de studerende bliver fortsat optaget i de fire største byer. Koncentrationen er endda steget siden 2016.

Alice Vognsen Knudsen blev i januar uddannet som sygeplejerske i Thisted og arbejder nu på byens sygehus. For hende giver det god mening at decentralisere uddannelsessystemet. Foto: Joachim Ladefoged

Rettelse
Af artiklen fremgik det i en tidligere version ikke, at analysen fra Balance Danmark definerer hovedstadsområdet som de 34 hovedstadskommuner samt Roskilde, Lejre, Greve, Solrød, Køge og Stevns. Jyllands-Posten beklager fejlen.
Trods politiske intentioner om at sprede de studerende mere ud i landet fortsætter de med at klumpe sig sammen på institutionerne i de største byer. Siden 2016 er det sågar gået den modsatte vej af den ønskede, viser en analyse fra organisationen Balance Danmark.

I 2019 blev 81 pct. af de studerende, der blev optaget på en videregående uddannelse, optaget i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg, mens 19 pct. blev optaget i det øvrige Danmark. Til sammenligning blev 80 pct. af de studerende i 2016 optaget i de fire største byer, hvor koncentrationen også er størst, når man ser på antallet af studerende sammenlignet med indbyggertal.

For mig er det vigtigt, at vi har et Danmark i balance. Vi har brug for, at man kan uddanne sig i hele landet.

Ane Halsboe-Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister

At udviklingen står i stampe, ærgrer uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. Hun insisterer på, at der skal gøres noget:

»For mig er det vigtigt, at vi har et Danmark i balance. Vi har brug for, at man kan uddanne sig i hele landet.«

Også Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, ønsker handling.

»Der er brug for at gøre mere, for at man har en bedre adgang til videregående uddannelser uden for de største byer,« siger hun.

Især på universiteterne er fordelingen skæv. Her er blot 5 pct. i 2019 blevet optaget på en uddannelse uden for de fire største byer, viser analysen. Når det gælder professionshøjskolerne, er fordelingen mere ligelig. Her bliver godt hver tredje studerende optaget i de mindre byer.

Næstformand i Balance Danmark og borgmester i Esbjerg Jesper Frost Rasmussen (V) opfordrer til, at staten sætter fokus på, at flere uddannelser skal flyttes:

»Man skal have mere planstyring, selv om det for en liberal borgmester er svært at få de ord ud af sin mund.«

Rektoren på Professionshøjskolen UCN i Nordjylland, Lene Augusta Jørgensen, vil gerne øge antallet af uddannelsespladser i de mindre byer Thisted og Hjørring. Men hun advarer om, at uddannelser kan oprettes for decentralt.

Balance Danmark definerer hovedstadsområdet som bestående af de 34 hovedstadskommuner samt Roskilde, Lejre, Greve, Solrød, Køge og Stevns.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også