- Opdateret 07/10/2019 kl. 16:21
Sophie Løhde: Venstre er ikke i regeringens planer
Venstre fik ikke meget ud af at mødes med finansministeren, siger Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen.
Venstre var mandag til sættemøde hos finansminister Nicolai Wammen (S), hvor partiet forsøgte at teste ham på, om regeringen ønsker at samarbejde med Venstre i en finanslov.
Omvendt kunne Nicolai Wammen give udtryk for, hvordan han ser på et samarbejde med Venstre.
Det var dog et mindre konstruktivt møde ifølge finansordfører Troels Lund Poulsen (V).
- Vi har været ovre til en kop kaffe og haft en venlig snak med Nicolai Wammen. Men vi er ikke blevet klogere overhovedet, siger han efter mødet.
Politisk ordfører Sophie Løhde (V) deltog også, og hun er skuffet over, at regeringen ifølge hende ikke har høje nok ambitioner.
- Vi har spurgt regeringen ind til, hvilket forhandlingsforløb de forestiller sig. Og der må man sige, det godt nok er smalt med viljen til at forhandle bredt.
- Derudover er vi desværre også blevet bekræftet i, at mange af de ting, man havde travlt med at love danskerne før valget, bliver nu syltet i forskellige krukker i form af taskforces og arbejdsgrupper og alt muligt andet, siger Sophie Løhde.
Ifølge hende ser det ud til, at regeringen har valgt sin taktik, og her er Venstre ikke umiddelbart med i planerne.
- Regeringen har klart signaleret på det her møde, at nu går man til den yderste venstrefløj og sonderer terrænet videre, siger Sophie Løhde.
Før mødet afviste Venstre ellers ikke at deltage i en aftale om en finanslov med regeringen.
Ifølge finansordfører Troels Lund Poulsen (V) var det dog ikke et realistisk scenarie ud fra det finanslovsudspil, som regeringen har fremlagt.
Det virker da også oplagt, at regeringen vil få finansloven for 2020 på plads sammen med støttepartierne, SF, De Radikale og Enhedslisten. De fire partier underskrev efter valget et forståelsespapir, som de også vil arbejde ud fra i finanslovsforhandlingerne.
Alligevel gik Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen og politisk ordfører Sophie Løhde ind til mandagens møde med finansminister Nicolai Wammen (S) for at teste ham.
- Mette Frederiksen har gentagne gange sagt, at den her regering vil bestræbe sig på at lave brede politiske aftaler. Det skal vi teste nu, sagde Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.
Han understregede dog, at regeringen lige nu er på vej i en retning, som Venstre ikke ønsker.
- Det kan undre, at regeringen nu har fremlagt et finanslovsforslag, der gør det dyrere at være dansker og sender arbejdspladser ud af Danmark, fordi virksomhederne skal beskattes hårdere.
- Vi må teste regeringen på, om det her er til reel politisk forhandling, eller om man vil lave en snæver finanslov, sagde Troels Lund Poulsen.
/ritzau/