Serier

Mette Frederiksen er klar til ny udskydelse af brexit

Statsministeren siger i Europaudvalget, at Storbritannien bør kunne få forlænget fristen til at forlade EU.

Brexit - britisk farvel til EU

Statsminister Mette Frederiksen (S) er åben over for en udskydelse af brexit, Storbritanniens udtrædelse af EU, som efter planen skal ske 31. oktober.

Det siger hun ved et møde i Europaudvalget i Folketinget.

- Den danske og europæiske position skal fortsat være, at vi giver en forlængelse, hvis det er det, der er et ønske om og et behov for.

- Jeg har sagt hele vejen igennem, at det entydigt er i vores interesse at holde Storbritannien tæt på og ikke få et hårdt brexit, siger Mette Frederiksen.

Ved mødet aflægger hun rapport efter EU-topmødet i Bruxelles i sidste uge.

Topmødet handlede ikke mindst om Storbritanniens udtrædelse af EU, som fortsat er kilde til megen usikkerhed.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, vandt tirsdag aften en kneben sejr i det britiske parlament om at forlade EU med en aftale. Det skete med stemmerne 329 for og 299 imod.

Aftalen blev i sidste uge godkendt på topmødet af EU's stats- og regeringsledere.

Til gengæld måtte premierministeren med stemmerne 322 imod og 308 for indkassere et nederlag i en anden væsentlig afstemning.

Den handlede om tidsplanen for de nødvendige lovvedtagelser, som skal føre til den britiske udtræden af EU.

Boris Johnson havde planlagt, at Storbritannien skulle forlade EU som hidtil planlagt med udgangen af oktober, men den plan blev altså forkastet af parlamentet.

Mette Frederiksen ønsker ikke sige, hvor længe briterne skal kunne udskyde brexit.

- Jeg synes ikke, vi skal sætte en dato på. Som jeg forstår det, er man i det britiske parlament - det er jo en føljeton, må man sige - langt, hvad angår indhold.

- Og nu er det så mere en procesting. Og hvis det er det, der gør sig gældende, så må vi jo se, hvilken type forlængelse, man beder om.

- Jeg synes, vi skal være positive. Vi har ingen interesse, hverken i Danmark eller Europa, i et hårdt brexit. Så vi skal stadig gøre, hvad vi kan, for at undgå det, siger hun efter mødet i Europaudvalget.

Storbritannien vedtog ved en folkeafstemning i sommeren 2016 at forlade EU. Det skete med et knebent flertal.

Siden er datoen for udtrædelsen blevet udskudt flere gange.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også